Dansk lovgivning om biler er ikke blevet studeret godt nok hos Renault i Frankrig, som derfor må udskyde den danske premiere på den eldrevne Twizy i næsten et år. Årsag: Ingen havde tænkt på, at bilen skal være udstyret med permanent kørelys i Danmark, og det har taget lidt tid at få trukket ledningerne på en ny måde. Det var egentlig planen, at Renault Twizy skulle have trillet rundt i Danmark fra juni. Nu har fabrikken fundet en løsning med noget diodelys, men den danske importør af Renault har ikke lyst til at lancere den temmelig åbne elbil, nu da efteråret nærmer sig. »Derfor bliver der tale om lancering til marts. Det er ikke en bil, vi skal sælge tusinder af, men flere af vore forhandlere mener godt, at de kan sælge nogle stykker hver. Måske til folk på Strandvejen nord for København, der vil give deres datter en bil, som hun køre ind til byen i«, siger pressechef Søren Hyltoft.
LÆS ARTIKELFord fastholder: Ka er stadig Danmarks billigste bil I Danmark kommer den til at koste omkring 65.000 kroner, og så får man en version med lidt mere udstyr i grundversionen, der er helt åben i siderne. I Danmark vil bilen have en slags sidedøre, men der er en åbning mellem dørenes overkant og taget. Renault arbejder dog også på at kunne tilbyde en form for afdækning her, og dermed vil Twizy være mere brugbar året rundt. I bytrafik skal man regne med en rækkevidde på 65-70 km på en opladning, og det tager kun 3-4 timer at lade bilen op fra en normal stikkontakt. Batteriet er ikke voldsomt kraftigt – det behøves heller ikke, da bilen vejer under 500 kg. I Paris har man i denne sommer kunne se et pænt antal Twizy-biler futte rundt på f.eks. Champs-Elysées – som billedet viser. De fleste af bilerne ser ud til at blive anvendt af f.eks. kurerfirmaer eller andre, der har brug for en iøjnefaldende plakatsøjle i bytrafikken. I Rom lejes den også ud til turister, og man kan være to i en Twizy og man sidder bag hinanden, lidt som på en motorcykel.




























