En ny motor giver et gevaldigt løft til basisversionen af Opel Insignia – også selv om motoren er skrumpet fra 1,8 til 1,4 liter. Både den nye og den gamle motor yder 140 hk, men når den nye er så meget bedre, skyldes det én ting: Den er forsynet med turbolader, og det er til gavn for både økonomi og kraftudfoldelse. Da Lørdagsliv havde Opel Insignia 1,8 til test i 2009, sluttede vi anmeldelsen med at ønske en mere kultiveret og økonomisk benzinmotor – det ønske har Opel nu indfriet. Motoren havde de også allerede, for den bruges i både Astra og Meriva.
LÆS ARTIKEL Ny Opel er en drøm - men en gyser i byen
Den nu pensionerede 1,8-motor havde en del raslende mislyde og vibrationer. Det er der intet af i den nye 1,4-motor, der bliver sat på ganske hårdt arbejde i den 1.660 kg tunge Sport Tourer-udgave af Opel Insignia.
I bytrafik har motoren tilpas med kræfter til, at man kommer let og ubesværet omkring. På motorvej mærker man dog tydeligt, at motorkraften har sine grænser. Prøv f.eks. ved 100 km/t. i 6. gear at trykke speederen helt ned – der sker nærmest ingenting. Temposkift ved f.eks. overhaling af en lastvogn kræver derfor nedgearing til 5. eller 4. gear. Det vil selvfølgelig blive ekstra nødvendigt, når bilen kører med fuldt læs.
LÆS ARTIKELOpel lancerer luksusmini i en million versioner Og her rammer man så i rap to svagheder ved Insignia 1,4: Den umanerligt tunge kobling og det lidt upræcise gearskifte. Begge dele gør, at man sidder og drømmer om et automatgear, men det fås ikke til denne motor. Stærkt forbedret økonomi Opel oplyser et forbrugstal på 16,7 km/l. Det kunne vi ikke opnå, men kørte ca. 14 km/l ved blandet storbykørsel. Under alle omstændigheder er det en stor forbedring i forhold til den gamle 1,8-motor, som var noteret til 13 km/l. Økonomien i den nye model forbedres lidt af et stop-start-system, der fungerer helt upåklageligt.






























