En trecylindret 1,0-liters motor betragtes ofte som lidt af en teknisk nødløsning, der kun hører hjemme i de allermindste biler omkring 100.000 kroner. Men nu kommer Ford Focus til 260.000 kroner med sådan en motor, og det fungerer aldeles fortræffeligt. Motoren har masser af overskud, så den er særdeles fornøjelig at køre med, er støjsvag og økonomisk. Hvis man ikke vidste det, ville man ikke ane, at man kørte med en trecylindret motor på kun 1,0 liter.
LÆS OGSÅ Biltest: Ny Chevrolet har både plusser og minusser
Der er også én afgørende forskel på den 1,0-liters motor, der ligger i Ford Focus, og de motorer, der ligger i mikrobilerne til 100.000 kroner. Der er turbolader på Fords motor, og det hæver antallet af hestekræfter fra cirka 70 til 100, samtidig med at turboen giver solid trækkraft fra lidt over 1.000 omdrejninger.
Når hastigheden er over 60-70 km/t., har man sjældent behov for at skifte ned fra 5. gear ved en acceleration. Motoren tager fat med det samme, og af sted går det. Man mangler derfor aldrig kræfter til en hurtig overhaling.
Motoren giver en lidt dyb, veloplagt brummen fra sig. Aldrig så højt, at det bliver generende, men lige nok til, at man fornemmer, at motoren har godt med kræfter. Ved rødt lys i bykørsel eller ved andre standsninger kan der blive helt stille. Stop-start-systemet fungerede upåklageligt, selv med aircondition tændt, hvilket ikke altid er tilfældet. Lidt mere tørstig end lovet



























