God økonomi, masser af plads og sikkerhedsudstyr, der ligger et pænt stykke over det normale, er noget af det, der kendetegner Mazda CX-5. Bilens kryptiske navn siger ikke meget om, hvad det er for en biltype, men man kan se den som en lidt højbenet stationcar eller en slags firehjulstrækker. Som ejer af denne Mazda CX-5 vil man som noget af det første sætte pris på den høje kørestilling, der gør det let at komme ind og ud og til en vis grad gavner udsynet i trafikken. I hvert fald fremad og til siderne. Skråt bagud er udsynet temmelig skidt, men det er efterhånden noget, der følger med alle nyudviklede biler.
LÆS OGSÅ Biltest: Op ad bakke for bil med terrænevner
I visse situationer får man dog hjælp af et af bilens indbyggede sikkerhedssystemer. Fra udstyrsniveau nr. 2, som hedder Vision, får man nemlig en advarsel mod andre biler i førerens blinde vinkel skråt bagud. Et orange symbol i sidespejlene lyser op, hvis der ligger en anden bil skråt bagved til en af siderne.
Samme system kendes også fra f.eks. Volvo, hvor det dog stadig er noget, man skal betale ekstra for. I Mazda CX-5 er det standard, undtagen i laveste udstyrsniveau, Core.
Store drejeknapper
Førerpladsen er et sted, hvor man med stor fornøjelse finder sig til rette. Det store speedometer troner lige i synsfeltet, og alle instrumenter har en tydelig udformning med hvide tal på sort baggrund. Midterkonsollen er let at finde rundt i. Vi siger tak for store drejeknapper til varme og ventilation.
Et usb-stik til radioen er standard i alle versioner, og kopholdere er fornuftigt placeret mellem forsæderne. Kørelyset er den intelligente type, der selv kan skifte fra lys foran i dagtimerne til fuldt blus for og bag i mørke. Forsæderne støtter fint og det er let at indstille dem. Ryglænet har trinløs justering af hældningen – en god detalje, som gør det lettere at komme til at sidde komfortabelt. På bagsædet vil voksne være tilfredse med både ben- og hovedplads. Stilfærdig motor




























