På værksted i Polen

Tage Nielsens Volvo Amazon stråler i ny glans efter en renovering i Polen. Foto: Morten Langkilde
Tage Nielsens Volvo Amazon stråler i ny glans efter en renovering i Polen. Foto: Morten Langkilde
Lyt til artiklen

Der er kærlighed mellem linjerne, når Tage Nielsen taler om sin Volvo Amazon - »det er en meget eftertragtet sportsmodel med dobbeltkarburator. Man kalder den 'Sporten'« - og det er med begejstring, han fortæller, hvordan den sidste år blev renoveret i Polen. Det er 44 år siden, den var fabriksny, men i dag står den flottere end nogensinde, og den stolte ejer sørger for, at den bliver ved med at skinne: »Den kommer kun ud, hvis solen skinner fra en skyfri himmel«, fortæller Tage Nielsen. Da Tage Nielsen købte bilen for to år siden, var den ikke noget kønt syn. Der var rust alle mulige steder, og den var slidt både indvendig og udvendig, så der skulle tages drastisk fat, hvis den skulle bevares. Det blev tålmodige polske hænder, der fik opgaven. De løste den til fuld tilfredsstillelse, og de gjorde det billigt. »Herhjemme skal man lede længe, hvis man vil finde nogen, der overhovedet gider lave det, og så ville den samlede pris løbe op i retning af 120.000 kroner. Værkstedet i Polen skulle have 24.000 kroner for at skille bilen fuldstændig ad, ned til det rå karrosseri, fjerne al rust, sandblæse, male og samle. For den pris kunne vi kun nogenlunde få bilen malet herhjemme«, konstaterer Tage Nielsen. En god guide Det var en artikel i et blad for bilentusiaster, der gav ideen med værkstedet i Polen. En anden Amazon-ejer havde fået sin bil billigt renoveret i Polen, og via ham fik Tage Nielsen fat i Karol, der er polak og bor i Polen, men tidligere har levet mange år i Danmark. Karol formidlede kontakten til værkstedet og fungerede gennem hele forløbet som mellemmand. En ven kørte bilen til Polen, hvor værkstedet kiggede på den og gav en pris på opgaven. Den pris kunne Tage Nielsen godt lide, så de skulle bare gå i gang. »Vi tog ned og besøgte værkstedet, da de var cirka halvvejs. Da stod karosseriet på siden, hvilende på et par dæk, mens en mand stille og roligt gik og fjernede al rust fra bunden. Det er håndarbejde, og de har både fingersnilde og næsten dræbende tålmodighed. Det kan godt være en prøve, men de bliver ved med at sidde og nørkle med den samme ting, indtil det er i orden. Det er simpelthen førsteklasses arbejde. På den måde handler det også om mere end at spare penge: Man kan få gjort noget, ingen gider herhjemme«, fortæller Tage Nielsen. Ved besøget betalte Tage Nielsen halvdelen af det aftalte beløb og medbragte i øvrigt reservedele for 7.000 kroner. Og så var han og konen ellers turister i området. Også her havde de glæde af Karol som guide. »Han har en filosofisk uddannelse, har undervist i filosofi og ved alt om europæisk kultur og historie. Nu er han pensionist, og jeg tror egentlig, han gør det her, fordi han hygger sig med det, og det fylder hverdagen op«, ræsonnerer Tage Nielsen. Uden Karol som guide havde Tage Nielsen ikke kastet sig ud i det polske eventyr. Karol taler dansk, og med ham som mellemmand vidste polakkerne også, at der var en vis polsk styring på projektet. Det føler Tage Nielsen bestemt har været godt. »Man skal have en polsk kontakt, før man kaster sig ud i sådan et projekt«, råder han. Overraskelse Da Tage Nielsen efter fire måneder kunne hente sin Amazon igen, ventede der ham en overraskelse. Bilens gummimåtter, der var helt slidt op, havde værkstedet smidt ud, og i stedet havde mester på værkstedet syet et helt nyt måttesæt fra bunden. »Det havde vi slet ikke aftalt, så det var sådan en flot gestus fra værkstedets side. Det skulle de selvfølgelig have noget for, men det blev ikke mere end 600 kroner«. »Jeg har ikke garanti på arbejdet. Men set i sammenhæng med hvad man betaler, synes jeg heller ikke, vi kunne være bekendt at spørge, om vi kunne få et halvt eller et helt års garanti. Når man er dernede, må man selvfølgelig vurdere, om det ser ud til, at de kan deres ting. Og her gjorde de virkelig arbejdet godt«, konkluderer Tage Nielsen. I det hele taget er Tage Nielsen så glad for det polske værksted, at han og konen også tager deres Volvo 240 derned til sommer: »Den skal have renoveret undervogn, bagtøj og gearkasse, og så skal bunden males og have oliebeskyttelse. Det kommer til at koste omkring 7.000 kroner at få lavet hele undervognen som ny, og de 8-10 dage, det tager, holder vi ferie dernede«, fortæller Tage Nielsen. Tage Nielsen er ikke den eneste, der har set fidusen i de polske værksteder. Da han havde sin bil på værksted, kom der også en anden dansk bil, og siden har også andre danskere haft ældre biler under kærlig polsk behandling. poul.exner@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her