Luk op for noget godt, lyder et kendt reklameslogan for slik. Under testen af den ansigtsløftede udgave af Opel Meriva omskriver vi det til: Luk godt op for noget. Den lille mpv (multi purpose vehicle) glimrer især, når det gælder fleksibilitet og ergonomi. Uanset om man skal have småbørn med tilhørende stole, gebrækkelige voksne eller klodsede stykker bagage om bord, er adgangsforholdene fine.
Dørene foran og bag i bilen kan åbnes helt op til vinkelret, og i bagageregionen kan man også læsse ind og ud uden store forhindringer.




























