I lære som stationcar

Lyt til artiklen

Hvis Seat Altea XL var bare et par centimeter længere og højere bagtil, ville vi betragte den som en fuldblods stationcar. Nu må den nøjes med betegnelsen ’særdeles rummelig personbil med stor bagklap’. Betegnelsen XL er ikke det bare pral. Bagagerummet er noget af det største, vi har stirret ind i på det seneste. Det er stort på alle ledder – ikke bare i dybden, men også i højden. Store kufferter skulle sagtens kunne stå oprejst her. Og det er åbenbart noget, der falder i danskernes smag. I hvert fald siger den danske Seat-importør, at Altea XL er godt på vej til at blive den mest solgte personbil i programmet. Desuden findes den normale Altea med et lidt mindre bagagerum samt Leon, der har et mere sportsligt tilsnit, men som stadig har en pæn bagageafdeling. Hurtige reaktioner Seat Altea XL er en høj bil at stige ind i. Det giver en kørestilling med et fint overblik, men det er en smule i modstrid med bilens opførsel, der næsten er at ligne med en sportsvogn. Styretøjet reagerer lynsnart på mindste bevægelse, og affjedringen er også så fast, at det går lidt ud over komforten på dårlige veje. Heldigvis støttes alle om bord af fortrinlige sæder, både for og bag. Ét sted har Seat dog drevet sportsligheden lidt for vidt: i instrumenteringen. Her sidder omdrejningstælleren nemlig på den mest overskuelige midterplads, mens det noget vigtigere speedometer er skubbet lidt ud til højre. En større mængde knapper til betjening af radio og klimaanlæg er strøet ud over midterkonsollen – det er ikke den mest overskuelige konstruktion, vi har set. I begyndelsen er det svært at indkredse de rigtige knapper, men det går forhåbentlig bedre efter lidt tilvænning. Testbilen til 310.000 kroner bar forkortelsen TFSI, og kendere vil naturligvis med det samme vide, at det dækker over VW-koncernens benzinmotor med direkte indsprøjtning tilsat en turbolader. Denne motor er på 1,8 liter, yder 160 hk og bruges af både Seat, Skoda og Audi, og det er ganske enkelt en fremragende motor. Masser af kræfter Motoren arbejder stilfærdigt, men råder over betragtelige kræfter, når turboen lige får lov til at puste gang i maskineriet. Undertiden kan det dog være svært at sætte i gang helt uden ryk. Topydelsen på 160 hk er én ting – nok så vigtigt i den daglige kørsel er det solide bundtræk allerede fra cirka 1.500 omdrejninger. Derfor kan 6. gear sagtens anvendes fra 60 km/t., og kørt med en smule fornuft er et forbrugstal på 14 km/l inden for rækkevidde. Læg dertil et gearskifte, som er en ren fornøjelse. Det har korte, præcise bevægelser, og man bruger det derfor oftere, end det egentlig er nødvendigt. Sikkerhedsudstyret følger den sædvanlige standard med ESP-system og seks airbags, men det må vist være tilladt at undre sig over sidespejlene. De er klejne af størrelse og mangler det vidvinkelfelt, der kan reducere den blinde vinkel skråt bagud. Den detalje er på plads i de øvrige selskaber i VW-koncernen, så her har Seat valgt en lidt mærkelig form for enegang. Seat Altea XL er en bil, det er svært at finde konkurrenter til. I hvert fald er det nødvendigt at kigge blandt regulære stationcars for at finde biler med samme pladstilbud. Testbilen her med de mange hestekræfter er nok at skyde lidt over målet for de fleste. Basismodellen til 251.000 kroner med en motor på 1,6 liter og 102 hk klarer nok også læsset. Selv om der kan være meget at slæbe på i så rummelig en bil.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her