Hov, der holder nogle af vores kammerater«, lød det fra chauffør (Politiken) til passager (BilAvisen, Århus), da vi i ’vores’ eksemplar af den nye Mazda 6 i tirsdags trillede gennem en af de små byer langs Côte d’Azur i Sydfrankrig. Men nej, det var ikke en anden Mazda 6, der holdt ved kantstenen. Det var derimod den langt dyrere og mere prestigebetonede Lexus IS 250. Episoden fortæller lidt om, hvor Mazda måske har hentet inspiration til den nye 6’er – og at japanske designere tilsyneladende har gået i samme skole. Mazda har strøget gevandterne på 6’eren, og i den proces er bilen vokset seks centimeter til 4,75 meter, men alligevel er den i visse versioner 35 kg lettere. Det har et par kontante fordele: forbedret benplads på bagsædet og en benzinøkonomi, der er forbedret med cirka ti procent, når det gælder 1,8- og 2,0-benzinmodellerne, der bliver de mest solgte i Danmark. Der er premiere på bilen 29. marts 2008, og til den tid vil den være klar både som firedørs sedan, femdørs hatchback og som stationcar. Ved præsentationen i Frankrig var det udelukkende muligt at køre i sedanmodellen. Kneben plads bagi Første prøvesidning foran siger ’absolut godkendt’. Der er fornuftig plads i alle retninger. Instrumentering og betjeningsgreb udviser ingen uløselige gåder. En prøvesidning bagi kan derimod kun udløse et ’betinget godkendt’. Hårtoppen på Politikens 1,85 meter høje udsending strejfer lige loftet, og der er ikke meget afstand mellem knæ og forsæderyglæn. En Ford Mondeo tilbyder i hvert fald langt mere plads, både foran og bagude. Slut med at holde stille, bjergvejene kalder. Til den første tur har vi nappet 2,0-modellen med 147 hk, og den sætter kvikt af sted, men er ikke just chokerende hurtig. På bjergvejene kunne vi godt have brugt nogle gedigne diesel-muskler – her i benzinmodellen er der ikke voldsomt meget bundtræk, så gearkassen skal bruges flittigt. Hvilket er en stor fornøjelse, da den skifter hurtigt og præcist. Næste prøvetur foregik i grundmodellen med en motor på 1,8 liter med 120 hk. Den kunne godt miste pusten lidt på de skrappe stigninger i det sydfranske, men til kørsel i Danmark er den formentlig helt tilstrækkelig. Vi nåede ikke at prøve topmodellen med en motor på 2,5 liter og 170 hk, men ikke overraskende lød det fra kolleger, at den er »rigtig kvik«. Dieselmotoren på 2,0 liter og 140 hk er sikkert den helt rigtige til den nye Mazda 6, men det er endnu helt uvist, hvad den vil koste – og dermed også, om den overhovedet kommer til Danmark. De komfortsøgende skal ikke satse for meget på Mazda 6. Undervognen er kontant, nærmest hård, hvilket bl.a. skyldes de 17-tommers alufælge med tilhørende lavprofildæk, der bliver standard på selv billigste udgave af Mazda 6 i Danmark. De sender undertiden nogle gedigne stød videre til kørebanen, f.eks. ved passage af jernbaneskinner eller kloakdæksler. De fine og velstøttende sæder genvinder dog noget af den komfort, som affjedringen forsøger at smadre. Hårde konkurrenter Mazda 6 havner blandt en flok konkurrenter, der som regel sælges med betydelig rabat. Det er biler som Toyota Avensis, VW Passat og Ford Mondeo, hvor et nedslag på omkring 60.000 kroner ikke er urealistisk. Prisen på Mazda 6 er ikke regnet nøjagtig ud endnu, men ventes at starte lige omkring 300.000 kroner, men fra Mazda Danmark-direktør Nils Nyrup hører vi, at en rabat på op til 40.000 kroner burde være muligt. Dermed vil Mazda 6 stige omkring 20.000 kroner i forhold til den nuværende model, som stadig er på lager. Men så har den nye model også fået et ordentligt læs udstyr oveni, og valget for kunden er ganske let: De to mest udbredte modeller (1,8 og 2,0) fås kun i en udstyrsvariant, som kaldes Advance (se boksen). Topmodellen med 2,5 liters motor fås i en Sport-version. Til gengæld kan bilen fås i 12 forskellige farver.
Politiken var inviteret af Mazda.





























