Her stemmer alt. Mazda 2 kan meget vel gå hen og blive definitionen på, hvordan en moderne minibil skal skrues sammen: kompakt, økonomisk, kvik og til at betale. Derfor blev Mazda 2 da også for nogle måneder siden kåret som Årets Bil i Danmark 2008. Her har vi fat i den model, der nok bliver den mest solgte herhjemme: 1,3 Advance, hvor motoren yder 86 hk. Der findes også en basisversion af samme motor med kun 75 hk, men det er vist en model, der kun optræder i prislisterne – ikke ude hos forhandlerne. Mazda 2 har altid fem døre, og de fleste kunder ventes også at bestille metallak (5.000 kroner) samt aircondition (6.100 kroner), og dermed er den samlede pris for testbilen oppe på 163.000 kroner. Altså 20.000 kroner over det, der er ’fra’-prisen i annoncerne. Begrænset plads Den normale tendens blandt småbiler går ud på, at de bliver større og tungere ved et modelskifte. Her er Mazda 2 gået den anden vej, da den både er mindre og lettere. Derfor er det heller ikke en bil for de pladshungrende. Den har lige akkurat plads til fire voksne, men så heller ikke mere – og de skal i hvert fald ikke sidde der for lang tid ad gangen. På forsæderne går det derimod fint for de langbenede. Sæderne er fornuftige i størrelse, men det kan være et problem for nogle, at rattet kun kan justeres i højden, ikke i længden. Udsigten over instrumenterne er upåklagelig – der er heller ikke mange af dem: et tydeligt speedometer, en gnidret omdrejningstæller og en heller ikke alt for tydelig benzinmåler. Kølevandstermometer? Findes ej, men en lampe lyser blåt, så længe motoren er kold. Radioen er i et helt unikt design, der garanterer, at den ikke bliver stjålet, da den i hvert fald ikke passer til andre biler. Varme og ventilation styres med tre runde knapper, der er simple og logiske at gå til. Udsynet skråt bagud er derimod ikke alt for godt. Nakkestøtter og bagstolpe rotter sig sammen og skaber en stor blind vinkel lige der, hvor cyklister har det med at dukke op. Mazda-folkene har også målt forkert, da de placerede sprinkleren på bagruden. Den sprøjter nemlig sprinklervæske ud et sted, hvor viskeren næsten ikke kan få fat i den. Absolut kvik sag Med motoren på 1,3 liter og 86 hk er Mazda 2 veloplagt, og det kan kun være de decideret fartgale, der kan savne flere kræfter. Motoren efterlader et indtryk af høj teknisk kvalitet. Den lyder godt og kan godt lide at blive pisket lidt op i omdrejninger. Gearskiftet er lige så fortrinligt. Det arbejder med rappe, præcise bevægelser, og det er rigtig godt tænkt af Mazda, at de har placeret gearstangen lidt oppe på midterkonsollen. Derved kommer den lige et par centimeter tættere på førerens højre hånd. Mazda lover et forbrugstal på 18,2 km/l. Det kan man muligvis opnå på en langtur en sommerdag. Vi noterede omkring 16 km/l, men da testkørslen især fandt sted i bytrafik i temperaturer omkring frysepunktet, må det gælde som absolut godkendt. Der findes også en lidt større motor på 1,5 liter og 102 hk, men så koster bilen mindst 167.500 kroner. Det er nok lige i overkanten, især 1,3-motoren gør det så godt. Der forlyder endnu intet om en Euro NCAP-crashtest, men passagererne i Mazda 2 er i hvert fald sikret af seks airbags. Desværre ikke syv – den syvende airbag, som er en knæairbag til føreren, har ellers i flere af de seneste crashtest demonstreret sin høje værdi. Alligevel tør vi godt konkludere, at er Mazda 2 et af de bedste køb i miniklassen lige nu.
Lille bil i storform





























