For nylig vankede der her i spalterne topkarakter til Mios billigste GPS-model. Her prøver vi så den dyreste, der er fyldt med mange ekstra funktioner. Får den så en karakter, der er endnu højere end topkarakter? Nej – for set i forhold til prisen er topmodellen C 620 ikke helt så overbevisende som basisudgaven, der hedder C 230. Første køretur med apparatet fandt sted i mørke, og her viste det sig hurtigt, at Mio C 620 ikke selv skruer ned for lysstyrken på skærmen i mørke. Derfor sidder skærmen som en meget kraftig lyskilde, der virker stærkt distraherende under kørslen. Naturligvis kan lyset dæmpes – det skal bare gøres manuelt. Den slags forventer vi ikke af en topmodel. Skærmen er i model ’bred’, og det betyder, at der er god plads til alle betjeningsknapper. Der kan godt blive lidt trangt på skærmen på den mindste Mio, men her er der god plads til alting. Og så står vi med noget, som måske er starten på en ny trend: 3D-visning af visse landemærker og bygninger. Det betyder f.eks. ved kørsel i København, at skærmen viser en nogenlunde naturtro gengivelse af Marmorkirken. Det er selvfølgelig meget sjovt, men den helt store nytteværdi har det nu ikke. Måske kan det endda distrahere føreren under kørslen. Alle andre funktioner er på sædvanligt Mio-niveau, og dermed har vi ikke noget at klage over. Holderen er en lidt klodset konstruktion, og det kan være svært at montere den helt korrekt, sådan at apparatet sidder vandret. Til gengæld sidder holderen helt stabilt – der optræder overhovedet ingen rystelser eller vibrationer. Lidt overraskende er der ikke TMC-trafikmeldinger i apparatet, der ellers koster tæt ved 3.000 kroner. Den funktion kommer senere i en særlig version med tilnavnet ’T’ – og sikkert til en lidt højere pris.
GPS-topmodel fra Mio ikke helt på toppen






























