En høj og kantet sparekasse

Med en længde på 3,61 meter beslaglægger Subaru Justy kun et beskedent areal i trafikken, men den er faktisk forbløffende rummelig i kabinen.
Med en længde på 3,61 meter beslaglægger Subaru Justy kun et beskedent areal i trafikken, men den er faktisk forbløffende rummelig i kabinen.
Lyt til artiklen

Fylder ikke meget, bruger heller ikke meget benzin, men koster lidt for meget. Sådan en bil er Subaru Justy, en høj og kantet mini fra et bilmærke, der har vundet rally-VM adskillige gange, og som altid har vægtet hestekræfter og firehjulstræk højere end et gunstigt benzinforbrug. Justy er da heller ikke en ægte Subaru. Den er udviklet hos Daihatsu, men Subaru så et behov for at have en mere økonomisk model på programmet, så derfor har bilen fået nye emblemer og ganske små kosmetiske ændringer. Overraskende rummelig Med en længde på 3,61 meter hører Subaru Justy til markedets mindste biler, men den præsterer alligevel en forbløffende rummelighed. Især på bagsædet, hvor voksne fint kan slå sig ned. Her gavner det også, at Justy er en høj bil (1,54 meter). Dermed sidder passagererne mere opret. Foran er der også tilstrækkeligt med plads. Ved første prøvesidning virker sæderne lidt bløde og konturløse, men vi tog bilen på en 200 kilometer lang motorvejstur – og steg ud uden nogen form for ømhed i ryggen. Nu er langture ikke det naturlige domæne for Subaru Justy. Det sætter motorkraften – eller manglen på samme – en grænse for. 1,0 liter og 69 hk siger mere bykørsel end langdistance. Motoren er trecylindret, og det giver som altid et karakteristisk lydbillede – lidt i stil med en gammeldags plæneklipper. Støjen er ret voldsom ved acceleration i 1. og 2. gear og ligger altid som en dyb knurren i baggrunden. Kvik nok i byen I bykørsel er bilen faktisk ganske kvik, og op til 80-90 km/t. følger den pænt med. Men derover er der ikke meget skub i den. Derfor skal overhalinger planlægges nøje – eller helt opgives. Belønningen for den begrænsede motorkraft er så en fortrinlig benzinøkonomi. Subaru lover 20 km/l, men det kunne vi ikke helt komme op på. Efter cirka 550 kilometers kørsel, heraf halvdelen på motorvej i strid blæst, målte vi et forbrugstal på omkring 17 km/l. Under mere gunstige forhold skulle det nok kunne forbedres til op i nærheden af de 20 km/l. Under alle omstændigheder udløser det gunstige forbrugstal en årlig ejerafgift på laveste sats, nemlig 520 kroner. Subaru Justy findes i to udgaver, 1,0 E og 1,0 S. Testbilen var S-modellen, som koster 7.500 kroner ekstra. De penge er givet godt ud – især fordi S-modellen har gardinairbags i hovedhøjde. Køreegenskaberne er ikke de mest skarpe blandt minibilerne. Affjedringen er meget blød, og styretøjet virker lidt slasket omkring midterstillingen, og det betyder, at bilen kan virke noget ustabil ved en hurtig undvigemanøvre. Derfor er det også et stort minus, at tidens vigtigste sikkerhedsudstyr, et ESP-system, der kan fange en udskridning i starten, ikke fås til Justy. Og der er heller ikke udsigt til, at det vil komme i den nære fremtid, lyder det fra importøren. Subaru Justy som sådan har ikke været til crashtest hos Euro NCAP, men det har den helt identiske Daihatsu Sirion – og den fik fire ud af fem stjerner i 2004. Ellers har Justy godt med komfortgrej, bl.a. aircondition og alufælge, ligesom metallak er med i prisen. Det er selvfølgelig et plus i sammenligningen med konkurrenter, der ofte tilbydes med et skrabet grundudstyr. Der er ikke mange oplagte konkurrenter til Subaru Justy lige nu. Til foråret kommer et par stykker: Suzuki Splash og Opel Agila, som også vil kunne fås med en 1,0 liters mikromotor, og de kommer dermed også op i nærheden af 20 km/l. Det er endnu uvist, hvad disse to biler kommer til at koste, men de vil nok holde sig et stykke under 150.000 kroner for billigste udgave. Trioen af udvalgte konkurrenter i skemaet her på siden kan ikke præstere helt samme økonomi som Subaru Justy, da de ligger på 17-18 km/l, men de er også lige et nummer større. Nok så vigtigt: De har alle ESP som standard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her