Franskmand tager sig dyrt betalt

Lyt til artiklen

Hvis prisen betød alt, så ville det se sort ud for ugens testbil, Peugeot 308 1,6 HDI til 248.500 kroner. Den er nemlig næsten 45.000 kroner dyrere end en konkurrent som Kia Ceed 1,6 CRDi, som endda har en lidt kraftigere dieselmotor og fem års længere garanti (syv år hos Kia mod to år hos Peugeot). Også fra koncernsøster Citroën kommer et hårdt angreb på Peugeot 308: nemlig C4-modellen med samme motor til blot 203.000 kroner. Men Peugeot har bevisligt godt tag i danske bilkøbere, så det er nok forkert helt at afskrive model 308. Endnu findes den kun som tre- og femdørs personbil. Senere på året kommer en stationcar og måske en cabriolet. Vokset i bredde og længde Peugeot 308 er afløseren for 307, og den er vokset med otte centimeter i længden til 4,28 meter og er også blevet lidt bredere. Derfor er der fin plads på forsæderne, og der hersker også rimelige forhold på bagsædet. Tidligere kunne det være en næsten håbløs opgave at finde en passende kørestilling i en Peugeot, men det går noget lettere nu. Rat og sæde kan justeres i de fleste retninger, og det er fint – knap så godt er det, at håndtaget til justering af forsædets ryglæn er klemt inde mellem sædet og dørstolpen. Det giver let en forvreden arm, når man prøver at få fat i det. Testbilen har det lidt pompøse tilnavn Comfort S, men der er faktisk tale om basismodellen. Den har komplet sikkerhedsudstyr samt de fleste komfortdetaljer. Peugeot sælger dog en pakke bestående af cd-radio, aircondition og tripcomputer for 8.500 kroner – det ligner et rigtigt godt tilbud. I testbilen var radiomodtagelsen dog udpræget ringe. Skratten og talrige udfald var faste ledsagere på alle FM-kanaler. Selve lyden i anlægget er ellers udmærket. Motor med overskud Selv med mindste dieselmotor på 1,6 liter og 90 hk er godt skub i 308’eren. Den er imponerende lydsvag, selv lige efter start i frostvejr. Motoren har det bedst ved motorvejsfart lige omkring 110 km/t – her er der stadig masser af kræfter til en kvik acceleration. Gearskiftet er på vanligt Peugeot-niveau – altså lidt upræcist og ikke så fornøjeligt at betjene. Det er en langbenet gearkasse, som desværre betyder, at 50 km/t i 4. gear medfører en del knurren fra motoren, der ikke er glad for at arbejde ved så lave omdrejninger. Derfor vil bykørsel ofte finde sted i 3. gear, og det gavner ikke økonomien. Efter cirka 500 kilometers blandet kørsel opnåede vi alligevel tæt på 20 km/l – lidt under Peugeots påstand om 22,2 km/l, men absolut fint nok. Et alvorligt minus ved denne motorvariant: Der er intet partikelfilter, og det skyldes ikke, at teknikken ikke findes: I Tyskland er det nemlig standard. I Danmark bliver partikelfilter først standard på de kraftigere dieselmodeller på 1,6 liter/109 hk og 2,0 liter/136 hk. Af de tre konkurrenter i skemaet er det kun Opel Astra, der har partikelfilter som standard herhjemme. Største fortrin ved Peugeot 308 er affjedringen. I denne disciplin slår den ganske eftertrykkeligt en konkurrent som Fiat Bravo, som vi anmeldte for nogle uger siden. I Fiat Bravo mærker man hver eneste ujævnhed i vejen – Peugeot 308 sluger de fleste af dem. Derfor er bilen en fornøjelse hen over ujævne veje, og den er alligevel ikke spor slasket ved hurtig kurvekørsel. Her kører den præcist og forudsigeligt – også på grund af det fine styretøj, der arbejder med den helt rigtige vægtning. Så selvfølgelig har Peugeot 308 en række gode egenskaber, som nok skal sørge for, at bilen blev solgt. Men den forekommer godt nok lidt dyr.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her