Hvis fem er godt, må syv være endnu bedre.
Det synes at være opskriften for Nissans succesmodel, Qashqai, der fås i en ny version med to ekstra sæder – derfor navnet Qashqai +2. Nu skal vi lige slå koldt vand i blodet på dem, der øjner muligheden for at tage syv voksne med i bilen. De bageste sæder er ifølge Nissan kun beregnet til børn op til omkring 16-års alderen, og selv denne aldersgrænse kan være for højt sat.
Teenagere kan som bekendt have ganske lange ben, og det er der altså ikke plads til bagest i en Qashqai +2. Med alle sæder i brug lider den desuden af de fleste multianvendelige bilers handikap: Hvor skal bagagen være?





























