En mikroskopisk elbybil eller en raffineret sportscoupe. Peugeot magter det hele. Bybilen har det ikke alt for klingende navn BB1, og den har samme dimensioner som den oprindelige Smart – nemlig 2,50 meter. Men hvor Smart kun rummer to personer, er der plads til fire i den mikroskopiske franskmand. Man skal dog nok være ansat hos Peugeot for at synes, at det er bekvemt på bagsædet, men der er ingen tvivl om, at der er tryllet maksimal plads ud af den lille bybil, der kører på el. Om den nogensinde bliver bygget? Enhver kan gætte frit – Peugeot siger ikke noget entydigt i den sag. Sportscoupe klar næste sommer Derimod er det sikkert og vist, at sportscoupeen RCZ står klar næste sommer. Den ser ud til at kunne blive en alvorlig konkurrent til Audi TT – til en meget lavere pris. Vi kender dog ikke det nøjagtige beløb, men RCZ-modellen er baseret på teknik fra 308-modellen og kommer derfor næppe op på de næsten 600.000 kroner, man afkræves for en Audi TT. Vi gætter på omkring 400.000 kroner Peugeot RCZ er lav som en rigtig sportsvogn, kun 1,36 meter, og den skulle have plads til to voksne på forsæderne og et par små børn på bagsæderne. Kunder til en bil af denne type vil næppe køre med de mindste motorer fra 308-familien, så de er fravalgt, og der vil blive valg mellem to benzinmotorer med enten 156 eller 200 hk eller en diesel med 163 hk. Med disse motorer kører bilen mellem 14 og 18 km/l, men en noget mere sparsommelig udgave er på vej. Det er den, man ser på billedet: RCZ Hybrid4. Den er dog præcis magen til de mere normalt motoriserede modeller, der er klar næste sommer. I hybrid4-udgaven har den en dieselmotor med 163 hk, der trækker på forhjulene, og en elmotor på 37 hk, der sender sine kræfter videre til baghjulene. Det betyder, at den vil være i stand til at køre omkring 28 km/l – eller udtrykt i CO2: 95 gram per kilometer.
Peugeot spænder fra mikrobil til coupe






























