Hvis ønskesedlen rummer en pænt stor bil til lidt over 300.000 kroner, er det oftest en bedre forretning at lease den i stedet for at købe den.
Det kan dog alligevel være det mest gunstige at købe bilen, men så kræver det, at man kan forhandle en klækkelig rabat på måske 40.000 kroner igennem. Det fremgår af beregninger på en række populære biler i Danmark, som analysefirmaet Bilpriser.dk har foretaget for Berlingske Media – men vi har fået lov til at kigge med.
Leasing af BMW er gunstigt
Bilerne spænder fra en Suzuki Alto i den billige ende til en Mercedes C-klasse i den dyre.
Udgiften er beregnet ved i alt 60.000 kilometers kørsel over tre år, og leasing er altså mest gunstigt, når det gælder biler som BMW 520d, Ford S-Max og Toyota Avensis stationcar.




























