En af de mest solgte biler i mindste bilklasse kommer til Danmark i totalfornyet udgave til foråret. Det er Kia Picanto, der vokser en smule, og derfor er det uvist, om den kan holde sin nuværende pris på 99.000 kroner. Det må dog være helt sikkert, at den bevarer et af sine gode købsargumenter: den syvårige garanti.
LÆS ARTIKEL Bilbranchen starter året med knaldtilbud
Kia har sluppet billeder ud af bilen, der får sin egentlige premiere på biludstillingen i Genève i begyndelsen af marts, hvor Lørdagsliv naturligvis vil kigge nærmere på den. Billederne viser kun bilen udefra, mens kabinen stadig er hemmelig. Kias seneste modeller har meget fin kvalitet i kabinen, og man kan håbe, at det vil smitte af på den nye Picanto. Bilen bliver lidt længere, og det vil muligvis gavne benpladsen på bagsædet.
Bilen på billedet antyder, at der vil være rigeligt med ekstraudstyr. Soltag og alufælge vil dog næppe være standard.
Bedre forbrugstal
Blandt de få konkrete oplysninger fra Kia er, at den nye Picanto kan fås med motorer på 1,0 og 1,2 liter – Kia giver ikke yderligere detaljer, men tyske bilmedier skriver, at mindste motor har 70 hk og kører over 23 km/l.
Det vil være en pæn forbedring i forhold til den nuværende model, der har et forbrugstal på 20,8 km/l. Største motor skulle have 86 hk og vil formentlig være omtrent lige så økonomisk som den lille. Dieselmotor findes ikke.





























