Hvis juleferien herhjemme skal foregå i lejet bil tværs gennem landet, kan det være en god ide at sikre sig, at udlejningsbilen kører på vinterdæk – vejrspåmænd har jo allerede luftet muligheden af en hvid jul. Der er ingen garanti for, at en udlejningsbil kører på vinterdæk, for det er der ikke noget lovkrav om i Danmark, mens både Sverige og Tyskland kræver vinterdæk på bilen, hvis man kører i en periode, hvor der er sne, is eller sjap på vejene. Derfor er der næppe et eneste udlejningsselskab, der har alle sine biler på vinterdæk, og det er en dårlig ide bare at troppe op hos udlejningsselskabet, den dag man skal have bilen, og håbe, at den kører på vinterdæk.
LÆS ARTIKEL Nu er vinterdæk dyre og svære at få fat i
»Når man booker bil hos os, kommer der en besked på skærmen, der minder dig om, at du skal bestille vinterdæk. Det skyldes, at ikke alle vore biler kører på vinterdæk. Historisk set har vi haft milde vintre i Danmark, så der har ikke været efterspørgsel nok til, at vi giver hele flåden af biler vinterdæk på«, siger Kasper Gjedsted, administrerende direktør for Sixt Danmark.
Hvis man har fået bekræftet en bestilling hos jer med vinterdæk, kan I så garantere, at I også kan levere bilen med dem på?
»Vi tager ikke flere bookinger ind, end der er vinterdæk til. Når der er ved at være udsolgt, så bliver der lukket for bestillinger til den pågældende gruppe«, lover Kasper Gjedsted fra Sixt.
GUIDE15 skarpe svar om vinterdæk Vi stiller samme spørgsmål til Philip Schack, administrerende direktør, Avis Danmark: »Ja, vi holder, hvad vi lover, men der kan i meget, meget uheldige tilfælde opstå den situation, at den bil, vi forventede kunden skulle have, alligevel ikke blev returneret til tiden. I så tilfælde informerer vi naturligvis kunden i god tid«, siger Philip Schack. Hos Sixt påpeger Kasper Gjedsted, at det er en ret stor udgift at sætte vinterdæk på bilerne, og det er slet ikke alle kunder, der vil betale den merpris, der bliver krævet. Et pristjek hos tre af de store udlejningsselskaber, Avis, Hertz og Sixt, viser, at det koster mellem 125 og 250 kroner om dagen at få vinterdæk på f.eks. en VW Passat, som man vil leje hen over juledagene.






























