Lad os rydde enhver tvivl af bordet: Citroën C5-kunder snyder sig selv, hvis de ikke vælger en version med den særlige Hydraktiv-affjedring, der lader bilen hvile på et leje af væske og luft.
Den nye Citroën C5 fås også med en mere traditionel affjedring med stålfjedre og støddæmpere, som ganske vist er forbavsende komfortabel, men den rigtige flyderfornemmelse kommer kun med den hydropneumatiske affjedring, der har været et særkende for store Citroën-modeller i mere end 50 år.
Her prøver vi den absolutte topmodel i C5-familien: V6 HDI 208 Tourer.
Sjovt nok oplyser Citroën ikke længere motorstørrelse i modelnavnet på dieselversioner, men vi kan afsløre, at den er på 2,7 liter. Sæt et ’hk’ efter tallet 208 – det burde antyde, at det er en seriøst hurtig landevejskrydser, vi her har fat i.
Duver som det flyvende tæppe Også en tung én: 1.877 kg, dog med fører og en del brændstof i tanken. Men den høje vægt er intet problem for affjedringen. Bilen duver svagt ved igangsætning og i kurver – det giver lidt af den fornemmelse af ’flyvende tæppe’, som nok vil tiltale mange gamle C5-kunder.




























