Først lånte Anders Sloth og familien en elbil i en uge. Siden kørte de elektrisk på lejebasis i et halvt års tid. Nu sætter de for alvor strømmen til og har lige købt en let brugt Nissan Leaf.
Benzinbilen løb ellers af med sejren, da Anders Sloth og hans familie sidste år prøvede at være elbilister i en uge og fortalte om deres erfaringer i Politiken. Elbilen kører fantastisk i byen, og det er heller ikke et problem at finde ladestandere og få strøm på batteriet, rapporterede Anders Sloth dengang. Men en langvarig og bøvlet tur fra hjemmet på Frederiksberg til Legoland i Billund sætter en afgørende kæp i hjulet for familien, som ellers er positivt stemt for at køre elektrisk. Turen koster ventetid, spildte kilometer og ekstra udgifter til mad undervejs, bl.a. fordi det er besværligt at finde ladestandere, der passer til elbilen.




























