Slagtilbud fra Korea

Foto: Lars Skaaning
Foto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

Den nye Rio starter ved omkring 130.000 kr., men den er alligevel en del større end biler, der er 30.000-40.000 kr. dyrere. Samtidig har den udstyr, der ikke en gang altid er standard i biler, der er dobbelt så dyre, nemlig aircondition, cd-radio og alufælge. Og vi kender ikke til andre biler på markedet, hvor der følger et sæt vinterdæk på fælge med i bagagerummet. Grundmodellen af Kia Rio mangler ganske vist en del af her nævnte udstyrsniveau, men den regner importøren nærmest heller ikke med at sælge: »Vi synes selv, at udstyret i den særlige 'Nellemann Edition' er et så godt tilbud, at vi tror på, at 99 procent af køberne vil tage den«, siger den danske Kia-direktør Jens Bjerrisgaard, der er synligt fornøjet over igen at have en bil at sælge. Stormende entre i 1996 Kia gjorde en stormende entre på det danske marked i marts 1996 med biler til uhørt lave priser. Firmaet har en bevidst skrabet opbygning, der bl.a. betyder, at køberne selv skal hente deres nye bil på importørens lager i Fredericia. Fremgangen blev stoppet, da Kia i Korea gik i betalingsstandsning, og samtidig begyndte også en ugunstig kurs på den koreanske valuta, wong, at drille, og derfor har der stort set ikke været personbiler fra Kia til salg i Danmark i det seneste år. Nu er Kia i Korea blevet omstruktureret og har fået gang i eksporten igen, ligesom tidligere års underskud er vendt til et pænt overskud. Fire eller fem døre Kia Rio leveres både som firedørs sedan og femdørs combicoupe med stor bagklap, og det er den sidste, der forventes at tage den største del af salget. Begge modeller fås i en grundmodel og i den nævnte 'Nellemann Edition' - opkaldt efter moderfirmaet bag den danske Kia-importør. Denne udstyrspakke koster 5.000 kr. og dækker i over ting, som bliver eftermonteret på det danske Kia-center i Fredericia og som derfor ikke bliver belagt med registreringsafgift: aircondition, bundmåtter, kørelys, ligesom der følger to års ekstra garanti med, altså i alt tre år. I combicoupeen er Nellemann-pakken endnu mere omfattende: Ud over det allerede nævnte får kunden en Sony cd-radio, alufælge med sommerdæk samt fire stålfælge med Goodyear-vinterdæk. Således udstyret kommer en Rio 1,5 combicoupe 'Nellemann Edition' til at koste 155.000 kr. - og selv om bilen skal hentes i Fredericia, skal der stadig betales 3.050 kr. i de sædvanlige leveringsomkostninger, der dog også dækker bl.a. gebyr for nummerplader. To motorer Kia Rio fås med to motorer, enten 1,3 liter/75 hk og 1,5 liter/98 hk - dog fås den femdørs combicoupe udelukkende med den store motor. Sikkerhedsudstyret omfatter fire airbags i alle modeller, men kun den femdørs har rigtige nakkestøtter på bagsædet. Sedanmodellen må nøjes med nogle lave nakkepuder, der absolut ikke yder nogen form for beskyttelse ved en påkørsel bagfra. Bagagerummet i den 4,22 meter lange Rio combicoupe rummer 449 liter, hvor den f.eks. næsten 30.000 kr. dyrere Ford Focus (4,15 meter lang) kun sluger 350 liter. Støj ved høje omdrejninger Vi har haft lejlighed til et par ganske korte prøveture i en Rio 1,3 sedan og en 1,5 combicoupe. De kører begge tilsyneladende ganske tilforladeligt, men affjedringen er meget blød, og det kan muligvis give lidt problemer i en hurtig undvigemanøvre. Især 1,5-modellen har et fint temperament med kvik acceleration. I begge modeller begynder motoren at støje ret fælt, når den kommer op i nærheden af 5.000 omdrejninger, gearskiftet kunne også være mere præcist og sæderne kunne give bedre støtte - men samme kritikpunkter rettes også lejlighedsvis mod vestlige konkurrenter, der er en hel del dyrere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her