Rullende sikkerhed

Volvos sikkerhedsbil, SCC - køreklar i et enkelt eksemplar. Foto: Volvo
Volvos sikkerhedsbil, SCC - køreklar i et enkelt eksemplar. Foto: Volvo
Lyt til artiklen

Bilen kan uden videre betegnes som en af de mest sikre biler, der findes, men den er endnu ikke godkendt til kørsel på offentlig vej. Volvo SCC, der blev vist frem første gang på biludstillingen i Detroit i januar, er en slags rullende idebank for Volvos sikkerhedsafdeling. Alle tænkelige ideer er stoppet ind i bilen, men det var desværre ikke alt, der fungerede, da fem danske journalister som de første fik lov til at køre i bilen i mandags i Sevilla. Temperaturen nåede op på 30 grader, og det fik computerne til at gå ned, og derfor måtte bilen til regelmæssig afkøling for at fungere nogenlunde efter hensigten. Inden vi sætter os bag rattet, spørger vi lige, hvad det har kostet at udvikle bilen. Fem millioner? Ti millioner? »Nej, meget mere«, lyder det fra Volvo-folkene. O.k., vi kører forsigtigt - og senere hører vi tallet 35 millioner kr. som de samlede udviklingsomkostninger. Uhindret udsyn En af de mest afgørende funktioner i bilen var desværre ramt af hedeslag. Sensorer i loftet lokaliserer positionen for førerens øjne og justerer kabinens inventar - sæde, rat, pedaler - ind herefter. Hensigten er, at både høje og lave personer kommer til at sidde optimalt, så de får det bedst tænkelige udsyn. Og netop det uhindrede udsyn er en af kongstankerne i Volvo SCC. De forreste stolper, A-stolperne, er gennemsigtige. I moderne biler er A-stolpen efterhåndet vokset til anselig tykkelse, og ved et venstresving i bytrafik kan den derfor let skjule en fodgænger eller en cyklist. Her på startbanen i Sevilla var der kun minimal risiko for at køre ind i noget - men vi havde med garanti fået øje på enhver hindring. Problemet er at give den perforerede A-stolpe den nødvendige styrke. »Vi arbejder på at gøre den stærk nok. Det er en stor udfordring for vore teknikere«, siger Christer Gustafsson, der er en af Volvos ledende sikkerhedsforskere og som ledsager os på passagersædet. Besværlig løsning Til gengæld er Volvo gået en overordentlig besværlig vej for at fjerne den blinde vinkel i sidespejlene. Når en anden bil ligger lige bag og lidt til venstre for SCC'en, er det umuligt at se den i sidespejlet. I stedet lyser en stribe lysdioder op på spejlhuset for at advare om, at der er en anden bil i farezonen. Hvis føreren alligevel trækker ud til venstre, blinker dioderne endnu vildere, og der lyder et advarselssignal. Men i virkeligheden har Volvo allerede i sine nuværende biler løsningen på dette problem, nemlig i form af vidvinkelspejle, der effektivt viser alt, hvad der foregår på siden af bilen. Hav af funktioner Volvo SCC er udstyret med en fjernbetjening på størrelse med en mobiltelefon. Den rummer et hav af funktioner, der vil glæde enhver computernørd - og muligvis skræmme andre langt væk. Helt banalt kan den bruges til at låse bilen op med, og derefter sørger den for, at sæde og rat indstilles, så de passer til den enkelte brugers personlige smag. Fjernbetjeningen lever op til sit navn, da den virker på op til 100 meters afstand. Den kan bl.a. afsløre, om der befinder sig uønskede personer i bilen, en tyv f.eks. Bilen har en hjertebanken-sensor, som afslører, om der befinder sig levende væsener i kabinen. På 100 meters afstand kan ejeren trykke på 'Tjek bil'-funktionen, og så får man muligvis svaret »Person i bil«. Derefter kan ejeren enten luske af, indtil faren er drevet over eller på afstand aktivere bilens alarm i håb om at skræmme tyven væk. Så kører vi Mere fredsommeligt er samspillet mellem fjernbetjeningen og bilens navigationsudstyr. Vi forestiller os, at Volvo SCC-føreren er på vej fra København til Århus, hvor han skal være fremme kl. 14. Han er i lidt god tid og gør derfor holdt på rastepladsen ved Storebælt. Han nyder en kop kaffe og en basse, men der er ingen fare for, at tiden løber fra ham. Navigationsudstyret ved, hvor langt der er til Århus og kender bilistens tempo. Når det er på tide at sætte sig bag rattet igen for at nå frem i tide, sendes et signal - måske: »Så kører vi igen« - til fjernbetjeningen, som føreren har liggende inde hos sig. Indtil videre er Volvo SCC og alle dens detaljer ren fremtidsmusik, men Volvo bruger næppe 35 millioner kr. blot på at underholde en flok journalister på en startbane.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her