Franskmand med ny facade

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Nu er Renault Clio kommet i en ny udgave, som dog næppe vil ændre afgørende i styrkeforholdet, da den kun er ændret i detaljerne. Mest synlige nyskabelse er de store forlygter, der skal understrege slægtskabet med Renaults to nye flagskibe, Vel Satis og Avantime. Det er dog en pointe, der vil gå hen over hovedet på de fleste danskere, da disse topmodeller til priser på over 500.000 kr. nok aldrig kommer her til landet. Kabine og indretning: Der er grænser for hvor meget plads, der kan trylles ind i en bil på 3,81 meter. Derfor er der i Clio - ligesom i Punto og 206 - fin plads til langbenee på forsæderne, mens bagsædet naturligt nok er mere knebent. De nye forsæder i Renault Clio er så faste, at de yder fin støtte på lange ture, men alligevel mangler der to ting i at opnå den helt perfekte kørestilling: Trinløs justering af ryglænet og et rat, der også kun justeres i længden. Instrumentlayoutet lider af den svaghed, at designerne åbenbart har ment, at det er vigtigst at kunne holde øje med benzinstand og kølevandstemperatur, mens speedometret har fået en lidt for yderlig placering ude til højre. Til gengæld har Clio et meget fint lydanlæg i form af en cd-radio, der er koblet til et sæt meget velspillende højttalere og som oven i købet kan fjernbetjenes med en stilk på rattet. Sikkerhed: Fire airbags i Renault Clio, som dermed slås af Fiat Punto, der har seks. Til gengæld har Clio fine nakkestøtter både for og bag. De forreste kan komme op i den helt rigtige højde, så de kan yde optimal beskyttelse ved en påkørsel bagfra. De bageste nakkestøtter kan skubbes ned over ryglænet, når de er ikke er i brug og derfor generer de ikke udsynet bagud. I førersiden er der er et vidvinkelspejl - langt fra nogen selvfølge i denne prisklasse. Motor og gearkasse: Som noget nyt kan Renault Clio fås med en 16-ventilet udgave af den velkendte motor på 1,2 liter, og det hæver ydelsen fra 60 til 75 hk, mens benzinforbruget er stort set uændret. Motoren er udpræget kvik, og især har den et godt kraftoverskud ved de mellemste omdrejninger - altså det område, de fleste bevæger sig i ved bytrafik og på landevej. Motoren har en god, energisk lyd, så længe den ikke bliver presser for hårdt. Ved hurtig motorvejkørsel begynder støjen at blive lidt for påtrængende. Renault lover, at en Clio 1,2 16V skal køre 16,9 km per liter. Vi opnåede kun ca. 15 km/l, men testbilen var også splinterny og havde kun kørt 800 kilometer, da vi overtog den, og benzinøkonomien var formentlig blive lidt bedre med tiden. Gearskiftet har den sædvanlige høje standard, som vi kender hos Renault, og det vil sige, at det er hurtigt og præcist at arbejde med. Køreegenskaber: Den nye Clio har fået elektrisk servostyring, og den kræver nogen tilvænning. Den tager nemlig usædvanligt hårdt fat ved lav fart, hvor man derfor i starten risikerer lidt for voldsomme styreudslag. Ved højere fart aftager servoeffekten næsten helt, og der får man så et fast og præcist styretøj. Bilen er i fin balance under bratte manøvrer, og sidevind mærkes ikke i speciel grad. Affjedringen hører også til blandt de mest komfortable i klassen. Konklusion: Renault Clio er bestemt ikke blevet en ringere bil i sin nye udgave. 16V-motoren er et absolut plus, da den er både kvik og økonomisk. Med sit nye ansigt skiller Clio sig markant ud fra de andre i klassen, så det er i hvert fald ikke bilens målbare kvaliteter, der kan forhindre, at den vipper Peugeot 206 og Fiat Punto af pinden på salgslisterne herhjemme.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her