Stil er vigtigere end plads

Foto: Lars Hansen
Foto: Lars Hansen
Lyt til artiklen

Den markedsføring må lige være en sag for forbrugerombudsmanden, for den selvrosende omtale tangerer falsk markedsføring: For selv med lidt trylleri og sammenklapning af bundpladen i A4s middelmådige bagagerum, rummer det i bedste fald kun 442 liter. Der er næppe plads til mange malerier eller antikke stole i den stationcar. Heller ikke pladsen på bagsædet er noget at råbe hurra for, hvis der skal sidde et par granvoksne håndværkere bagude. Det her er en bil, hvor stil og et markant sportsligt design er langt vigtigere end pladsen. Kabine og indretning: Det multijusterbare rat og sæder, der støtter på de helt rigtige steder for den 185 cm høje testkører gør, at det er usædvanlig let at finde den helt rigtige kørestilling i A4. Audi har i årevis fået ros for deres valg af lækre materialer til sæder og interiør i det hele taget. Det eneste, man kan tilføje her er, at det hele om muligt er blevet endnu mere lækkert at se på og røre ved. Det standardmonterede klimaanlæg tager højde for solens varmepåvirkning, og da der samtidig er monteret støv og pollenfilter, er der sørget for et godt indeklima. Her midt i marts, da foråret den ene dag tittede frem med sol og varme, mens regn og kulde den anden dag gjorde livet surt, dokumenterer, at klimaanlægget fungerer rigtigt godt. At der er separat temperaturregulering til fører og forsidepassager virker lidt kunstigt. Det er ikke helt troværdigt, at de to personer foran kan sidde i hver deres klimazone. I bagagerummet er der blevet plads til en praktisk 12 volts stikdåse. Det er fint, for så er der plads til det lille elektriske køleskab på ferieturen. Sikkerhedsudstyr: Audi A4 Avant er velforsynet med det nyeste sikkerhedsudstyr. Det elektroniske stabiliseringssystem ESP er standard. Det samme er fire airbags foran og hovedairbagsystemet Sideguard, der både beskytter personerne foran og passagerne på de to yderste bagsædepladser. Motor og gearkasse: Avant 1,8 T er forsynet med VW-koncernens lækre 150 hestes stærke turbomotor. Den motor klæder A4'eren usædvanlig godt. Den er lydsvag, trækker formidabelt godt og er fuldt ud tilstrækkelig til at give bilen sportslige præstationer. Men merprisen for de 48 heste i forhold til standardmotoren på 1,6 l/102 hk er også stor: 90.000 kr. Gearkassen er let at beskrive: Velfungerende og ekstremt let at betjene. Køreegenskaber: Med den nye A4 er det lykkedes for Audi er skabe en både komfortabel og sportslig bil, der må få selv franskmændene, der normalt er mestre til den slags, til at blive misundelige. Affjedringen er perfekt og styretøjet er præcist og kontant, som det skal være på en bil af denne type. Konklusion: Hvis man ikke har masser af børn og et stort behov for at transportere omfangsrige genstande og samtidig synes, at en sportslig bil i størrelsen mellem en VW Golf og en VW Passat er det helt rigtige, så er Audi Avant 1,8 T det perfekte valg. At den i øvrigt veludstyrede bil skal koste 430.000 kr. på gaden, er måske i overkanten. Men stil og høj klasse koster desværre en herregård i dag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her