Det har ændret sig radikalt med den nye model - vi oplevede endda i testdagene, at en Alfa 156-ejer vendte sig og kastede et anerkendende blik efter bilen. Og det handler ikke kun om udseende. Motor og undervogn lever fuldt op til de krav, man kan stille til en bil, der som testbilen koster ca. 285.000 kr., og i kabinen finder vi en ægte nyskabelse: En tv-skærm, der er forbundet med et lille kamera over den bageste nummerplade og som viser alt, hvad der foregår lige bag bilen. Instrumenter i midten Tag plads i Primeraen, og alt passer: Sæderne giver fin støtte, rattet kan indstilles i både længde og højde, og instrumenterne - ja, hov, de sidder ikke, hvor man venter det. De er vandret fra den normale plads bag rattet hen til midten af panelet, en placering, designere hos japanske bilfirmaer er lidt forelskede i for tiden. Det nåede vi til en vis grad at vænne os til i løbet af testdagene, men kunne absolut ikke se nogen fordel ved dette layout. Så når Nissans designere om et par år har leget færdig, må de egentlig godt flytte instrumenterne tilbage igen. Til gengæld er vi totalt begejstrede for tv-skærmen, der peger bagud. Se på billedet, hvordan den advarede fotografen mod at køre i havnen. Under tv-skærmen sidder betjeningspanelet til klima og lyd. Det er logisk i sin opbygning, men det tager alligevel nogen tid at blive helt fortrolig med. Og indtil da er det nødvendigt at tage øjnene væk fra trafikken for at ramme de rigtige knapper. Udstyret i denne Acenta-version (mellemste niveau) er udpræget flot og så rigeligt merprisen på ca. 25.000 kr. værd: aircondition, et seriøst lydanlæg med cd-spiller, alufælge, regnsensor, der selv starter viskerne i regnvejr samt et bakspejl, der selv blænder ned - for at nævne højdepunkterne. Der er dog overraskende lavt til loftet i Primera, så ved mindste ujævnhed risikerer hovedet at banke ind i den solbrilleholder, der noget ufikst er monteret i karmen over førerdøren. Seks airbags Alle udgaver af Nissan Primera er udstyret med seks airbags, ligesom der er rulleseler og nakkestøtter på alle pladser. Som noget usædvanligt finder vi vidvinkelfelter på spejlene i begge sider. ESP-systemet er dog noget ulogisk forbeholdt topmodellen med tilnavnet Tekna. Testbilen var udstyret med mellemste motor: 1,8 liter/116 hk. De andre muligheder er 12,6 liter/109 hk og 2,0 liter/140 hk samt en 2,2 liters dieselmotor med 126 hk. Med fuldt læs i den rummelige stationcar vil 1,8'eren muligvis få lidt åndenød, men ellers klarer den sig fint. Den er så energisk ved lavere omdrejninger, som man kan forvente, og motor og gearkasse spiller rigtig godt sammen. Motorlyden er behagelig, gearskiftet fornøjeligt at betjene, så hele den mekaniske funktion er upåklagelig. Benzinforbruget er opgivet til 13,5 km/l. Vi kom dog kun op på ca. 11 km/l. Slem i sidevind Eneste alvorlige handicap ved Primera stationcars køreegenskaber er en overraskende følsomhed for sidevind. Vi var ude at køre en dag med kraftig blæst, og her sejlede den rundt på motorvejen, ligesom det nærmest gav et lille slag i bilen, når den pludselig kom i læ bag en bro eller en lastbil. Ellers kører den godt. Den er måske lidt mere træg i sine bevægelser end en Ford Mondeo eller en Alfa 156, men ikke i en grad, så det for alvor trækker ned i den samlede bedømmelse. Affjedringen er et yderst vellykket kompromis mellem fasthed og komfort. Nissan Primera er et absolut frisk pust i klassen for de lidt større firmabiler. I billigste udgave koster den ca. 240.000 kr., og det er dyrere end f.eks. en Peugeot 406, men stadig ca. 25.000 kr. billigere end den nye Opel Vectra, der kommer til Danmark i løbet af sommeren. Det flotte udseende og de mange finurlige udstyrsdetaljer kan heller ikke skade Nissan Primeras chancer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























