Naboen vil savle

Foto: Jakob Carlsen
Foto: Jakob Carlsen
Lyt til artiklen

Den nye Nissan X-Trail er født med den basale kvalitet, at folk slikker sig om munden ved synet af den. Nissans nabomagnet er nyeste medlem af den stærkt voksende familie af terrængående, sportsligt anlagte firehjulstrækkere. Haveaffald X-Trail er angiveligt skabt til moderne mennesker med karrieren på skinner og en kæmpe appetit på et aktivt friluftsliv - windsurfing, mountainbike, snowboard og den slags. Mit bud vil være, at de fleste Nissan X-Trail bliver spottet på den kommunale genbrugsstation søndag eftermiddag med et læs haveaffald. X-Trail har nemlig åbenlyst nogle gode praktiske kvaliteter på det arbejdsmæssige felt, som rækker ud over transport af surfbrættet. Dertil kommer, at X-Trail snildt klarer den smule terræn som den danske natur kan frembringe. Dyrt bekendtskab Der er altså gode og reelle argumenter, som vejer til i vægtskålen, hvis livsstil og smart design alene ikke er nok til at punge ud med de minimum 384.000 kr., som er prisen for den billigste udgave (2,0 Comfort, benzin) på hvide nummerplader. Er gule varevognsplader fint nok, begynder løjerne ved 168.000 kr. før moms. Politikens testbil var topmodellen X-Trail 2,2 Cdi Sport til knap 470.000. kr. For den forholdsvis store ekstraudgift får man en dieselmotor af seneste teknologiske aftapning, lidt større (16 tommer) letmetalfælge og først og fremmest en bunke ekstra komfortudstyr. De ydre linjer udstråler både magt og smartness og tiltrækker som sagt mange sultne blikke. En fin designdetalje er de smarte forlygter - en bildetalje, hvor designet har udviklet sig til rene arkitektkonkurrencer, fabrikkerne imellem. Plastikæske X-Trail skuffer dog i andre detajler. F.eks. er dørhåndtagene af plastik, det duer bare ikke på en bil, der også skal udstråle soliditet. Og hvis man vil vide, hvordan det vil være at bo i en plastikæske, så tag et kig ind i kabinen. Den er fyldt med plastik, og desværre af en billig kvalitet, der ser ud til at tiltrække ridser på ingen tid. Når det er sagt, fungerer kabinen godt. Sæderne (med sædevarme i prøvebilen) er gode og der er rigelig med plads til familien på fem. Der er splitsæde bagtil, og lægges bagsæderne ned, er der et stort og regulært rum til rådighed. Bagklappen åbner ikke dog ikke særligt højt, hvilket sikker øger bulefrekvensen. Høje rulleseler Ellers er kabinen velindrettet med små og store praktiske detaljer, som dåsekøler og kopholder, aircondition og et godt lydanlæg. Instrumenterne er usædvanligt placeret midt i, hvilket det umiddelbart er svært at se formålet med. Omvendt generer det heller ikke kørslen. Sikkerhedsudstyret får godkendt med fire airbags, nakkestøtter og rulleseler på alle og beslag til de nyeste typer barnesole (isofix). Et minus er, at rulleselerne bagtil ikke kan højdejusteres, og da de er monteret relativt højt i kabinen, passer de ikke særlig godt til børn. Køreegenskaber Mekanikken virker ganske solid. Dieselmotoren er oplagt, og giver et mærkbart spark allerede fra ca. 2.000 omdrejninger. Den larmer dog en spids for meget, og man lærer hurtigt at smække den op i sjette gear så tidligt, man kan komme af sted med det. Gearskiftet er kort og kontant, men var en smule knoklet på testbilen. Bremserne mestrer opgaven, men ikke med bravour, og det er en lidt svampet fornemmelse at at træde bremsepedalen ned. Man vælger mellem tohjulstræk, firehjulstræk eller automatisk på tre knapper på konsollen. Kørselskomforten er udlagt fast, men den er ikke decideret ukomfortabel. Tørstig Med et forbrug på en liter diesel for hver 13,9 km blandet kørsel er X-Trail heller ikke just et økonomisk dydsmønster det daglige. Dertil kommer at indekset over de mest almindelige reservedele ligger 77 procent over gennemsnittet. Konklusionen er, at man skal være stormende forelsket for at sætte X-Trail på indkøbslisten, men der er alligevel et eller andet uimodståeligt over den, så den kan få fire hjerter. lars.ole.locke@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her