Det er blandt andet for at aflive fordomme som disse, at 40 kvinder på en solbeskinnet tirsdag aften har valgt at bruge to timer på at blive fortrolige med deres bil. 'Pige - kend din bil' hedder kurset i værkstedet hos bilforhandleren Autonorden på Amager. Autonorden holder tre af den slags kurser i maj. De er gratis, og alle helt booket op. »Der er endda 55 på venteliste, men de må vente til næste år«, fortæller medejer Jytte Norden, som har arrangeret kurset til de videbegærlige kvinder. »Jeg oplever mange gange i hverdagen, når jeg er i gang med at sælge biler, at kvinderne har så mange spørgsmål, som de måske ikke har lyst til at komme hjem og stille til manden. Derfor holder vi disse pigeaftener«, siger hun. Pakket ind Plakater med letpåklædte kvinder på væggene afslører, at værkstedet ikke normalt er kvindedomæne, og de høje hæle på det slidte cementgulv, lakerede lange negle og hænder besmykket med guldringe gør deres til, at de 40 kvinders tilstedeværelse i værkstedet ikke virker helt naturlig. Det billede ændrer sig hurtigt, da Jytte Norden får et stativ med kedeldragter kørt frem efter at have præsenteret aftenens program. Deltagerne napper hver en hvid kedeldragt, og snart er cardigans og cowboybukser gemt væk under dragterne. Klar til nærkontakt med olie, voks og beskidte biler bliver kvinderne fordelt på hold, der veksler mellem forskellige lifte med hver deres tema som dækskift, olietjek og gennemgang af bil ved periodisk syn. Men inden deltagerne for alvor konfronteres med bilernes finurligheder, får de et par beroligende ord med på vejen fra værkfører Kasper Martensen. »Husk nu, at i aften er der ikke nogen spørgsmål, der er for dumme«, siger han, og en latter breder sig i flokken. Kvinder ka' selv Gitte Toudahl fra Dragør har meldt sig til kurset med sin søster Trine Kjærsvold og kollegaen Jennifer Nielsen. »En af hovedårsagerne er, at jeg punkterede for et par måneder siden, og jeg kunne overhovedet ikke finde ud af noget. Det endte med, at min søn, som jeg lige havde været til halslægen med, og som skulle holde sig indendørs, blev nødt til at gå ud i sneen og fikse det«, fortæller Gitte Toudahl. »Og så synes jeg bare, det er fedt ikke at være afhængig af en mand«, siger hun efter en lille tænkepause. Det er søsteren Trine Kjærsvold enig i. Hun er lige blevet skilt efter 24 års ægteskab. »Så må man jo lære at klare sig selv. Så nu går jeg sommeren i møde uden mand, men med et helt hold mekanikere«, siger hun og kigger grinende på de mange mekanikere i værkstedet, der er kommet på aftenarbejde for at lære kvinderne om biler. Interessant undervogn Ved første lift fortæller automekaniker Martin Andersen om, hvad der bliver tjekket, når bilen skal til syn. En af deltagernes biler er kommet op på liften, og mens mekanikeren hæver bilen op i luften, kigger kvinderne interesseret på undervognen. »Sådan har jeg aldrig set en bil før«, siger en. Efter at Martin Andersen har vist, hvordan synsstedet tjekker aksler, støddæmpere og benzinslanger, går turen videre til næste lift med tilhørende mekaniker. Her er det skift af pærer i bilens lygter, der står for tur. »Det kan man faktisk selv gøre på stort set alle biler, hvis man har de rigtige pærer«, fortæller mekaniker Henrik Jensen, som fortsætter undervisningen med at vise kvinderne forskellen på én- og topolede pærer og vise, hvordan man skruer pæren fast. Får man stød? Nogle af kvinderne vægrer sig ved at skulle stikke fingrene ned ved bilens motor og lede efter pærerne, selvom Henrik Jensen fortæller, at det ikke er farligt, og at man ikke kan få stød. »Men der må da være noget deroppe, man skal passe på, selvom motoren er slukket«, insisterer Jennifer Nielsen, men Henrik Jensen afkræfter alle hendes forestillinger om farlige dippedutter under kølerhjelmen. En lille serveringstruck læsset med sodavand, hjemmebagt chokoladekage og bolsjer lægger vejen forbi holdet. Med hænderne fulde af kage og plastickrus lytter kvinderne efter en advarsel fra Henrik Jensen: »Hvis der er en rød lampe, der lyser i instrumentbrættet, skal man slukke motoren med det samme. Hvis man ikke gør det, kan det give alvorlige skader på bilen«, siger han. Polering nytter »Okay, jeg hedder Benny, og for at vi starter med samme referenceramme, kan jeg fortælle jer, at dette her er en bil«, lægger mekanikeren ved næste lift friskfyragtigt ud med at sige. Benny Karnum, der er Autonordens direktør, sætter kvinderne i gang med at pudse og polere en bil, der langsomt skifter fra at være grumset rød til at blive skinnende som en splinterny Ferrari på biludstilling. Gummiet på listerne og på siden af dækkene får en gang vinylglans, og så begynder det også at skinne. »Det kan da ikke betale sig. Det bliver beskidt igen«, mener Gitte Toudahl. »Ja, men det er lige som, når I står derhjemme foran spejlet og lægger læbestift på. Det gør ikke, at I holder jer længere, men det gør, at I ser meget pænere ud«, er Benny Karnums pædagogiske forklaring på poleringen. »Nu har du forbedret dens værdi med 5.000 kroner«, siger Benny Karnum til Trine Kjærsvold, der tålmodigt gnider vinylglans på gummiet. Pilfingre »Plus til minus og minus til plus. Nej, plus til plus og minus til minus«, er Trine Kjærsvolds gæt på, hvordan man sætter startkabler på bilen. Mekaniker Allan Durvad fortæller ved næste lift kvinderne, at den korrekte måde at sætte kablerne på, er, at pluskablet fra den bil, der har strøm, skal til plusset i den anden bils batteri, mens minuskablet skal føres til noget metal på den bil, der er løbet tør for strøm. Bagefter viser han, hvordan man hiver oliepinden op for at tjekke, om der er nok olie på motoren. De nysgerrige kvindefingre, der efterhånden er blevet sorte, piller ved oliepind og dæksler rundt omkring i motoren. »Gud, jeg troede, man skulle hælde olien ned i det hul dér«, siger Trine Kjærsvold forbavset og peger på oliepindens hul, da det går op for hende, at der er et dæksel til formålet. På sidste stop gælder det dækskifte, og nogle af kvinderne har prøvet disciplinen før, så det går nogenlunde gnidningsfrit. Tilfredshed Efter kurset breder tilfredsheden sig blandt deltagerne over at kunne klare det selv. »Jeg har altid syntes, at en mobiltelefon og et Falckabonnement må være nok«, siger en deltager, Dorthe Nøhr, der har prøvet at punktere en enkelt gang. »Det var 100 meter fra mit hus, så jeg gik bare hjem til min mand og sagde »den står derhenne«. Men nu kan jeg også hjælpe til, når der er noget, der skal laves, og det er nu rart at kunne give en hånd med, i stedet for bare at stå og kigge på«, siger hun. Trine Kjærsvold er også blevet klogere på mekanikken. »Det har været rigtig godt«, er hendes vurdering af kurset. »Jeg følte, at jeg godt kunne stille alle de dumme spørgsmål, fordi her kun er tøser«, siger hun. »Det gjorde du også«, driller søsteren Gitte Toudahl. Begge kvinder er afhængige af at have bil, når de skal på arbejde, og de bruger den hver dag. Nu kan de selv klare nogle af de simple manøvrer, og det er også nødvendigt, synes de. »Hvis vi ikke møder prinsen på den hvide hest, må vi jo bare lære at klare det selv«, siger Trine Kjærsvold. marie.hjortdal@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























