På afstand ligner maskinen til forveksling en Harley. Navnlig i silhuet. Størrelsen er helt den samme som de berømte Big Twin. Kommer man tættere på, har den også alle de karakteristika, som gør en 'fed dreng'; lang forgaffel med flotte forkromede dækrør, skærme som ligger tungt og rigtigt over de fede dæk og et stort klokkeværk af et speedometer, som troner øverst på den massivt brede tank. Cylindertårnene står i samme 45 graders vinkel som det berømte forbillede. Dyrker man detaljerne (og det skal helst gøres i gråvejr, for krom har det med at blænde) springer en række forskelle imidlertid i øjnene. Ikke mindst påskriften 'Suzuki Volusia'. Men stilen er helt den samme. Opkaldt efter Volusia County i Florida, hvor bikere fra hele verden årligt samles til træf, Daytona Bike Week. Suzuki Intruder Volusia minder kort sagt om en Harley-Davidson Fat Boy til 372.000 kr., men koster kun 115.000 kr. eksklusive levering. Magt og vælde Volusia er stor at bestige. Selv om sædehøjden er lav, er tanken så bred og maskinen i hele taget så mægtig, at man tænker: Her får folk under 170 cm problemer. De fleste andre vil føle sig godt tilpas på Volusia'ens velpolstrede lædersæde. Det enormt brede styr falder ubesværet i hænderne. Kontakterne sidder, hvor de skal, koblingen glider som kniv i smør. Man spræller lidt med fødderne, indtil man finder ud af at strække dem ud til de fremskudte kontrolinstanser, som er fodhvilerne. Maskinen starter med en dump vellyd. Vibrationer kan akkurat lige anes. Suzukis toneingeniører kan deres kram. Gearpedalen føles lidt traktoragtig. Ellers er der afgang. Og apropos traktor - Suzuki trækker lige fra tomgang. Ifølge Suzuki topper momentet allerede ved 2.500 omdr./min. Og man er tilbøjelig til at tro dem. Gennemtestet mekanik Hjertet i konstruktionen er den V-Twin motor på 805 ccm, som kendes fra VS 800 Intruder, VZ 800 Marauder og Sachs Roadster 800. I modsætning til det forgudede forbillede, Harley-Davidson, har Volusia overliggende knastaksler, 4-ventil teknik og væskekøling. Egenskaber som tilsammen giver en mere kultiveret, men også mere anonym motor med formodet længere levetid. Den usynlige baghjulsaffjedring, som får motorcyklen til at ligne en stivsteller, er nok inspireret af Harley's Softail-linje, men hvor Harley har støddæmperen liggende vandret under gearkassen, er Volusia's mono-dæmper med leddelt progressiv vandring mere i stil med moderne sportsmaskiner. 53 hk lyder ikke af meget. Den rigtige Fat Boy på 1449 ccm har 64 hk, men vejer også 302 kg, hvor denne letvægtsefterligning vejer 215 kg. Køreegenskaber overrasker Hvordan beskrives køreglæde? Man sætter sig godt til rette, sidder på samme måde som i en bil, slipper koblingen, drejer rullen, glæder sig over den dumpe vellyd og undrer sig så over, at den klassicistiske konstruktion kører så godt, som tilfældet er. Affjedringen er velafstemt; forgaflen hverken for blød eller hård. Baghjulsaffjedringen er nok blød i anslaget, men når køretøjet presses træder affjedringens progression i karakter og bevarer den gode jordforbindelse. Der skal arbejdes med styret for at få monsteret ind i snævre kurver, men igen overraskes man over maskinens funktionalitet. Takket været den store massive forkromede forlygte, som effektivt bryder fartvinden, slipper man ydermere for at køre med favnen fuld af fartvind. Den lidt tåbelige speedometer-placering udlignes af, at tallene på meteret er store og tydelige. Sidevindsfølsomhed er heller ikke noget problem. Jeg kørte bl.a. maskinen i stærk storm med sidevind etc. Ingen problemer. I modsætning til mange cruisere er komforten også rimelig på bagsædet. En for lille siddeflade opvejes af, at fodhvilerne er placeret det ergonomisk rigtige sted. Forbremsen er også bedre end cruiser-gennemsnittet. Maskineriet trækker så sejt, at Volusia'en ved 100 km/t ubesværet kan cruise ved 4.000 omdr./min. Ulempen ved en motor tunet for moment er til gengæld, at den ikke har meget at give over 120-130 km/t. Men det er sådan at cruiser-kørere vil have det. Stærk pris Overordnet betragtet er finishen god. De lange udstødningspiber glinser ikke blot af krom, men indeholder også en miljørigtig katalysator. Går man Volusia'en efter i sømmene åbenbarer der sig en verden af plastik. Ikke nok med at de voluminøse skærme og sidedækslerne er gjort af plastik, også afdækningerne ved blinklysholderne, ved kronrøret, speedometeret samt køleren er gjort af plastik. Ikke noget purister bryder sig om, men det er med til at holde vægten og prisen nede. Samlet set gør den nye Suzuki VL 800 Intruder Volusia et fordelagtigt indtryk. Maskinen er derfor ikke blot en seriøs konkurrent til den Yamaha XVS 650 Drag Star, som den prismæssigt ligger på niveau med, men også til den 35.000 kr. dyrere XVS 1100 Drag Star; Danmarks mest solgte motorcykel.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Da Pia Olsen Dyhr indtog talerstolen, kunne man tydeligt høre, at noget er i gære på Marienborg
-
Da jeg slettede Instagram, stod jeg pludselig med et uforudset problem
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























