Kun én kunne vinde, men flere andre kunne lige så godt have endt helt til tops. I år stillede et rekordstort felt på 25 biler op til kåringen af Årets Bil i Danmark 2004. Mange af dem i familievenlige udgaver til overkommelige priser og i mange tilfælde biler, der helt sikkert vil indtage pladser højt oppe på Top 20-listen over de mest solgte biler i Danmark i de kommende måneder. Det blev den helt nye Mazda 3, der endte med at hjemføre titlen, godt fulgt til dørs af Opel Meriva på andenpladsen. Denne familievenlige tysker har været til salg i Danmark siden foråret, men er ikke blevet den store succes. Måske fordi den let kommer til at koste 250.000 kr., og dermed er den ude af rækkevidde for mange børnefamilier, der ellers godt kunne bruge bilens praktiske indretning. 24 medlemmer af Motorjournalisternes Klub Danmark deltog i den endelige afstemning. 13 af dem (heriblandt Politiken) havde Mazda 3 på en førsteplads, ni troede mest på Opel Meriva, mens to satte VW Golf på førstepladsen. Her på siderne fortæller vi om nogle af de biler, der markerede sig under kåringen - på både godt og ondt. SUVERÆN Mazda 3 lignede en vinder fra starten, og som de tre kåringsdage skred frem, var der ingen, der kunne fremføre noget negativt om denne bil. Den kører sikkert og fornøjeligt både på landevej og på Jyllands-Ringen, den har rigeligt med plads og er spækket med al det sikkerhedsudstyr, der findes i denne bilklasse. Fra salgsstart midt i november kan den kun fås med to benzinmotorer på 1,6 og 2,0 liter, men til foråret suppleres programmet med en miljøvenlig dieselmotor med partikelfilter. ! Mazda 3 1,6: (105 hk, 13,9 km/l): 223.000 kr. Mazda 3 2,0: (150 hk, 12,2 km/l); 268.000 kr. KOREANSK INVASION Daewoo Nubira er blot en af deltagerne i det store koreanske felttog, der denne gang havde rettet kursen mod kåringen - dog uden at kunne blande sig i topopgøret. Dog er Daewoo Nubira nok blevet hæmmet af et lille handikap: Den fås i første omgang udelukkende som firedørs sedan, som ikke er den mest brugervenlige vogntype - i hvert fald set med danske øjne. Ellers gør den ikke meget forkert, hverken på landevejen eller i de skrappe manøvrer på Jyllands-Ringen. Den virker heller ikke spor koreansk i kabinen, hvor europæisk design og tankegang er slået tydeligt igennem. Motorstørrelse og pladsforhold vil være helt tilstrækkelige for de fleste. Til foråret kommer bilen i en udgave, der vil passe endnu bedre til danskerne, nemlig som femdørs med stor bagklap, lydende navnet Lacetti. Den bil tror vi på, ikke mindst fordi den sikkert vil koste omkring 180.000 kr., hvor de fleste japanske og europæiske konkurrenter for længst har rundet 200.000 kr. Daewoo Nubira 1,6 (109 hk, 14,1 km/l): 175.000 kr. Daewoo Nubira 1,8 (122 hk, 13,3 km/l): 200.000 kr. KANONPRIS Som bil betragtet er Kia Magentis ret uinteressant, men når den alligevel får en del anerkendende kommentarer, er det især på grund af dens meget gunstige pris. En startpris på ca. 183.000 kr. er ganske enkelt suverænt for en bil på 4,70 meter. Til gengæld må man så leve med køreegenskaber, der ikke er helt optimale, så længe bilen kører på de standardmonterede koreanske dæk, og sikkerhedsudstyret er heller ikke i top. Som standard er Kia Magentis noget skrabet, men et stort sortiment af komfortudstyr ventes hos forhandleren til eftermontering. En fremgangsmåde, der især ventes at blive populær hos firmabilisterne, idet de slipper med at blive beskattet af bilens grundpris. Kia Magentis 2,0 (136 hk, 11,6 km/l): 183.000 kr. Kia Magentis 2,5 V6 (169 hk, 10,9 km/l): 238.000 kr. DISKRETION Tør vi bruge ordet 'skuffelse' om den nye VW Golf. Ja, hvis man forventer som noget nyt og sprælsk - nej, hvis man forventer, at den hidtidige Golf-tradition bliver videreført på en måde, der kun tillader ganske diskrete ændringer. Prisen på en VW Golf er steget i forbindelse med modelskiftet, så billigste model nu koster 223.000 kr. Den har en motor på kun 1,4 liter/75 hk - næste trin hedder 1,6 liter/115 hk, men så tager prisen et giftigt hop op til 263.000 kr., og skal der bare lidt mere udstyr til, er prisen hurtigt oppe på 300.000 kr. Pladsen i kabinen er forbedret, især på bagsædet, men ellers minder førerpladsen om sig selv. Men den nye VW Golf kører fremragende. Den har fået en mere avanceret undervogn, som gavner dens opførsel på vejen. Bilerne til kåringen kørte dog på større fælge end standard - den slags skader ikke i Jyllands-Ringens snævre kurver. VW Golf 1,4 (75 hk, 14,7 km/l): 223.000 kr. VW Golf 1,9 TDI (diesel, 105 hk, 20,0 km/l): 286.000 kr. SPAREBIL Der skal nok være mindst 700 danskere, der mener, at Suzuki Alto bør være Årets Bil - nemlig alle dem, der har købt sådan én, siden den kom på markedet i slutningen af august. Man må håbe, at de har gjort sig klart, at de får en højst minimal bil for ca. 108.000 kr., den koster. Betal 15.000 kr. ekstra og få en Fiat Panda, der på alle måder er en langt mere moderne og anvendelig bil. Suzuki Alto er nemlig så lille, at det næsten gør ondt. I hvert fald på en chauffør på omkring 1,85 meter, der prøver at tage plads bag rattet. Kørestillingen bliver forkrampet, og bilen er så smal, at det nærmest er umuligt at nå ned til håndtaget for regulering af ryglænet, der sidder klemt inde mellem sæde og dør. Læg dertil et udpræget gammeldags design inde i kabinen og en udpræget billig kvalitet i plastik og indtræk. Men Suzuki Alto er billig i drift. Den skulle køre over 20 km per liter, så ejerafgiften er også i bund, kun 520 kroner om året. Suzuki Alto 1,1 (63 hk, 20,4 km/l): 108.000 kr. FAMILIEFORNØJELSE Ford Focus C-Max beviser, at en såkaldt 'familiecontainer' ikke behøver at være spor kedelig at køre i. Trods sin højde og drøjde fløjter den rundt på Jyllands-Ringen uden mindste slinger i kursen, og på landevej er den også en ren fornøjelse. Især styretøjet glimrer ved at give en fornem kontakt med hjulene - her er Ford Focus C-Max langt bedre end Opel Meriva, der er bygget efter sine principper, men som har et sært, følelsesløst styretøj. Førerpladsen i C-Max er også godt skruet sammen, men skal alle finesserne med omme i den bageste ende af kabinen, er prisen også oppe i nabolaget af 300.000 kr. Ford Focus C-Max 1,8 (120 hk, 14,1 km/l): 269.999 kr. Ford Focus C-Max 1,6 TDCi (diesel, 109 hk, 20,4 km/l): 301.000 kr. GENGANGER Når Citroën C3 sidste år var værdig til at blive Årets Bil i Danmark 2003, skulle det samme vel være muligt i år for Citroën C2, der dybest set er samme bil, blot lidt kortere. Men sådan gik det ikke - måske fordi Citroëns biler i mellemtiden er klatret pænt opad i pris, og endelig var der også episoderne med de brændende C3-biler, der har kostet lidt tillid. Men ellers gør Citroën C2 det vældig godt i rollen som handy bybil - der også kan bruges på længere ture. Kvik, velindrettet og charmerende er nogle af de tillægsord, der kan hæftes på bilen. C2 spænder vidt - lige fra en superøkonomisk 1,4 HDI med dieselmotor til den næsten sportsvognshurtige 1,6 VTR, hvor gearskiftet foregår med knapper oppe ved rattet. Citroën C2 1,1 (61 hk, 16,9 km/l): 145.000 kr. Citroën C2 1,4 HDI: (diesel, 68 hk, 24,4 km/l) 176.000 kr.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater i oprør efter forfremmelse af Hummelgaard
-
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
-
Selv hendes hår får ros: »Det her er et kæmpe talent«
-
Fra den ene dag til den anden lukkede USA den europæiske dommers liv ned. Nu svarer EU igen
-
Elisabet Svane: »Det er jo den post, man skulle tro, at Lidegaard skulle have haft. Det er en stor post«
-
Ukraines spektakulære modangreb sætter en stopper for Putins fest
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Debatindlæg af Timothy Garton Ash
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen




























