En bil til alle årstider

Peugeot 307 Coupe Cabriolet i åben tilstand.
Peugeot 307 Coupe Cabriolet i åben tilstand.
Lyt til artiklen

Råkolde november lyder ikke som det mest optimale tidspunkt for premiere på en åben bil, men Peugeot tager alligevel chancen. Derfor er den nye 307 Coupe Cabriolet klar hos forhandlerne, hvor den kan tages med hjem for ca. 368.000 kroner. Det er en bil, der efter smag - og årstid - kan være enten åben eller lukket. Foldetaget af metal forsvinder ned i bagagerummet, når det åbnes, og når taget er på plads, opleves bilen som enhver anden normal personbil. Og denne fleksibilitet betaler man 120.000 kroner for i forhold til den normale Peugeot 307. For pengene får man en bil, der kan bruges af fire personer, men bagsædet i en cabriolet har nu aldrig været det mest behagelige sted at opholde sig. På forsæderne går det noget bedre. Her minder alt om den normale 307 - med en markant undtagelse: Sæderne er sænket ni centimeter, og det gør det faktisk en anelse besværligt at kravle ud og ind. Vi har prøvet bilen i Sydfrankrig på en dag, hvor termometret om morgenen stod på 6 grader - senere på dagen kom det op på 15 grader. Kun en selvplager kører åben bil, når det kun er 6 grader varmt. Her hjælper hverken sædevarme eller noget andet, så vi starter med taget oppe. Uden raslelyde Metaltaget slutter helt tæt, der er ingen unormal vindstøj, og der er intet, der vrider sig eller giver raslelyde fra sig. Peugeot 307 CC kan altså uden indskrænkninger bruges som normal bil, når det er koldt. Men med stigende temperatur må taget ned. Det kan endda gøres under kørslen, dog kun op i10 km/t. Den store forrude sørger for at sende luftstrømmen hen over dem på forsædet, men i det kølige vejr rammes vi dog alligevel af en vis turbulens, der kommer ind bagfra. Helt perfekte bliver forholdene først, når der bliver monteret en særlig vindafviser bag forsæderne. Det ligner mest af alt et fluenet, der står lodret bag forsæderne. Vindafviseren fjerner de kolde luftstrømme, men gør det også umuligt at bruge bagsædet. På de snoede bjergveje med meget dårlig belægning fremviser Peugeot 307 CC en imponerende stivhed i karrosseriet, når taget er nede. En fast affjedring og en uhyre velafstemt servostyring gør det til en fornøjelse at håndtere bilen i de snævre kurver - selv om Peugeot understreger, at 307 CC ikke er en sportsvogn. Fabrikken selv foretrækker udtrykket 'dynamisk køretøj'. Peugeot 307 CC kan fås med to forskellige motorer, begge på 2,0 liter, men med enten 138 eller 180 hk. Kun den første bliver lagervare i Danmark, og importøren har slet ikke beregnet prisen på 180 hk-modellen endnu. Efter at have kørt et par hundrede kilometer i begge versioner kan vi da også kun anbefale udgaven med 138 hk. Det er lidt af en gåde, hvad de ekstra 42 hk foretager sig i den kraftige motor. Det er i hvert fald heste af den slags, der kun kommer ud af stalden ved meget høje omdrejninger. Til foråret får Peugeot 307 CC i øvrigt en hård konkurrent: Renault Megane CC (beskrevet her i avisen for nogle uger siden). Som de to sidste bogstaver antyder, er den opbygget efter samme skabelon med foldetag, som dog delvist består af glas. Kolleger, der har prøvet begge biler siger, at Renault Megane er mere komfortabelt affjedret end 307'eren - den er mere en flyder, hvor Peugeoten opfører sig mere som en sportsvogn. Og så skal man heller ikke glemme, at Peugeot stadig sælger den lille 206 Coupe Cabriolet med samme slags foldetag til ca. 252.000 kroner. Fartvinden vil dog opleves ens i de to biler. allan.graubaek@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her