I Danmark har Opel Corsa svært ved at hævde sig i konkurrencen med andre minibiler. Det illustreres ved et kig i salgstallene for november i år: Peugeot 206 (310 stk.), Fiat Punto (168 stk.), Skoda Fabia (263 stk.), VW Polo (92 stk.) og endelig Opel Corsa (64 stk.). Denne situation vil ugens testbil næppe være med til at ændre afgørende på, for godt nok har Opel Corsa 1,4 16V Twinport Cosmo Easytronic ud over sit lange navn meget avanceret teknik, men prisen er over smertegrænsen: næsten 220.000 kroner for en bil med udpræget småbilsformat. For omtrent det samme beløb kan man f.eks. få billigste udgave af Mazda 3, som er et helt nummer større. To engelske udtryk i modelnavnet på ugens testbil afslører, hvad der er med til at drive prisen i vejret: Twinport står for et nyt indsugningssystem i motoren. To kanaler står til rådighed for benzin-luft-blandingen på dens vej ind i motorens forbrændingskamre. Ved lav belastning er kun den ene kanal åben, og det holder forbruget nede. Ved fuld belastning - speederen i bund - åbner begge kanaler, så nu får motoren alt det, den kan tygge, men så stiger forbruget også. Økonomisk kørsel Ved normal kørsel er det åbenbart nok med den ene kanal, for 'vores' Corsa klarede uden besvær at køre 17 km per liter - også selv om testbilen kun havde 1.300 kilometer på tælleren, da vi overtog den i koldt og blæsende novembervejr. Med tiden skulle det nok være muligt at lokke endnu en kilometer eller to ud af hver liter benzin. Altså en meget økonomisk motor. Desværre også lidt støjende. Den har en temmelig rå klang under acceleration. Ved jævn fart går det bedre. Det andet engelske ord, Easytronic, dækker over en manuel gearkasse, der er i stand til at skifte automatisk. Førerens venstre fod kan altså slappe helt af, men i øvrigt kan man vælge mellem at lade gearkassen skifte automatisk eller selv gøre det ved at vippe en gearvælger i gulvet frem og tilbage. Denne slags gearkasser fungerer ikke helt så godt som et rigtigt automatgear, og især opskiftene mellem 1., 2. og 3. gear foregår noget abrupt, når det foregår i 'Automatic'. Det samme gælder nedgearingen, når bilen f.eks. ruller hen mod en lyskurv. Her synes gearene at falde lidt over hinanden, og her går det mere glidende, hvis man vipper gearvælgeren over i den manuelle funktion. Sært nok kan man kun skifte gear med gearvælgeren i gulvet - normalt er der også et par knapper oppe ved rattet i biler af denne type. Men Easytronic-gearet kan være en hjælp til at spare på benzinen. Med normal gearkasse kører en Corsa 1,4 16,9 km/l - med Easytronic stiger tallet til 17,5 km/l. Merprisen for denne gearkasse er 16.000 kroner, og det vil man aldrig kunne spare ind ved det lavere forbrug, men for dem, der kører meget bykørsel, er Easytronic yderst afslappende, da man helt slipper for koblingsarbejdet. Fast affjedring I denne udgave er Opel Corsa ganske fast affjedret - næsten som en sportsvogn. Det betyder, at den har en totalt forudsigelig opførsel i bratte manøvrer, som den klarer uden lumske reaktioner. Opel Corsa har en fremragende førerplads. Sæderne er store og faste og giver optimal komfort. Udsynet til instrumenterne er fremragende, og der er også en velordnet midterkonsol med radioens display øverst oppe. Sikkerhedsudstyret kunne godt være en tand bedre. Der er kun fire airbags - ikke seks, som i flere af konkurrenterne. ESP-stabiliseringssystem tilbydes for en yderst rimelig merpris på 1.700 kroner. Denne Opel Corsa med det lange navn må nøjes med tre stjerner. Og det er prisen, der forhindrer, at den får den fjerde stjerne. Vi kan nemlig ikke lukke øjnene for, at man kan få en Citroën C3 med samme slags gear, mere motorkraft (1,6 liter/110 hk, men lidt dårligere økonomi), bedre udstyr (ESP-system, fartpilot, aircondition), og så er den alligevel 15.000 kroner billigere. Så det bliver næppe ugens testbil, der får Opel Corsa ind på bilsalgets top 20-liste igen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























