Vær bange. Vær meget bange. Denne advarsel går i første omgang til forhandlere af bilmærket Suzuki, der på det seneste har haft et slagnummer i form af den lille Alto til 108.000 kroner. Men til april kommer Kia Picanto, som måske bliver en smule billigere end Suzuki Alto, men Picanto er på alle områder en langt bedre bil. Suzuki Alto, der bygges i Indien, og Kia Picanto fra Korea har ellers en del nøgletal til fælles: De er begge femdørs, har en længde på 3,50 meter og en benzinøkonomi, der siger 20,4 km/l og dermed en årlig ejerafgift på 520 kroner. Prisen på Kia Picanto ender muligvis på at blive den eneste femcifrede for nogen ny bil i Danmark: 99.999 kr., hvortil dog kommer de obligatoriske leveringsomkostninger på 3.280 kr. Dyreste model vil muligvis komme op på 119.000 kr., alt inklusive, men prisforhandlingerne er endnu ikke slut. Den danske importør lover dog, at prisen vil ligge inden for de her nævnte rammer. Den tekniske garanti er markedets bedste: tre år uden kilometerbegrænsning. Rustgarantien er knap så flot: kun seks år. Masser af plads Til bilen: Allerede inden startnøglen er drejet, og vi har kørt én eneste meter, scorer Kia Picanto et par afgørende point. Der er nemlig overraskende god plads bag rattet. I en Suzuki Alto sidder LørdagsLivs testkører på 1,87 meter så klemt, at det begynder at gøre ondt i ryggen og benene efter kort tids kørsel. I en Kia Picanto er der lige så meget plads til hoved, arme og ben som i en bil som Opel Corsa, der ellers er placeret en klasse højere i bilernes rangorden. Benene kan strækkes helt ud, der er god plads til koblingsfoden, når den ikke er i arbejde, og bilens bredde på 1,60 meter betyder, at to voksne fint sidder ved siden af hinanden uden at gnubbe skuldre. Dermed er Kia Picanto også velegnet som pendlerbil og såmænd også brugbar til en længere ferietur for to personer. Hvis forsæderne ikke er skubbet helt tilbage, kan voksne også sidde på bagsædet - i hvert fald på kortere ture. Bagagerummet er dog absolut mini. To rullekufferter af den størrelse, der kan medtages i en flykabine, kan lige akkurat mokkes ind - men kun, hvis hattehylden klappes op til lodret. Behagelig motorlyd Vi ruller ud på ringvejene omkring Firenze. Kia Picanto fås med to motorer: 1,0 liter/61 hk og 1,1 liter/65 hk, og de giver nærmest identiske præstationer. Vi kører med den største motor, og den har ingen problemer med at følge med trafikken. Med lidt tilløb kommer vi op på 140 km/t, men så ebber kræfterne også ud. Under acceleration skal der arbejdes grundigt med gearene, og motoren skal undertiden sparkes op i høje omdrejninger, men det gode er, at motorlyden aldrig bliver påtrængende på en ubehagelig måde. Man hører tydeligt, at der er noget ude foran, der arbejder, men der kommer kun behagelige lyde. Også her en klar forbedring i forhold til Suzuki Alto. Ude i de toskanske bakker får motoren i højere grad sin sag for. Der er i sagens natur ikke så meget råstyrke at hente, men med flittig brug af den velfungerende gearkasse kommer vi fint fremad. Bremserne - skivebremser på alle fire hjul - bider godt og kontant, og styretøjet har den helt rigtige vægtning til hurtig kurvekørsel. Affjedringen klarer uden problemer de værste huller - alt i alt en ret imponerende opførsel af en så lille bil. Den danske Kia-importør regner med to udgaver af Picanto, der indtil videre hedder LX og EX. LX er den skrabede, men der er fire airbags, nakkestøtter og rulleseler på alle pladser samt fire elruder og centrallås i begge modeller. EX får desuden fjernbetjening af centrallåsen, omdrejningstæller, spejle og kofanger i karrosserifarve (på LX er de sorte), læderrat, spoilere for og bag. Kia Danmark regner med at sælge omkring 1.500 af den nye Picanto i resten af året efter premieren i slutningen af april. Det burde række til en placering omkring nr. 10 på listen over de mest solgte biler herhjemme. Picanto er blot forløberen for en lang række nye modeller fra Kia, og hvis de holder samme standard, er det ikke kun Suzuki, der skal være bange.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























