Den er umulig at overse, når den dukker op i bakspejlet. Den har et kolossalt gab i form af et luftindtag, der strækker sig over hele fronten, som om den vil sluge den forankørende. Den nye Peugeot 407 benytter sig altså ikke af diskrete designtræk, når den skal gøre opmærksom på sig selv. Forgængeren, Peugeot 406, var langt mere afdæmpet og måske mere klassisk elegant - og måske derfor nåede den at leve i næsten ni år, fra 1995 til dette forår. Peugeot 407 er vokset syv centimeter i længden i forhold til model 406. Men den ekstra længde kommer ikke passagererne til gode. På bagsædet er der kun kneben plads til benene, og hovedet støder også let mod loftet - et resultat af den næsten coupelignende taglinje. Til gengæld har bilen fået en længere snude, hvilket bl.a. skal være med til at gøre bilen mere sikker for fodgængere, hvis de bliver ramt af den. Den beherskede benplads på bagsædet er nu også næsten den eneste anke, vi kan fremføre mod Peugeot 407, som netop er præsenteret for den danske presse med 400 kilometers testkørsel på alle slags veje i det sydligste Portugal. Stabil på motorvej Og den kører godt, den nye franskmand. Klippestabil i de langstrakte kurver på motorvejen, hvor vi lejlighedsvis listede os lidt over de tilladte 120 km/t. På de snoede og hullede bjergveje er den en fornøjelse at tumle med sit direkte styretøj, faste undervogn og de kraftige bremser. Under disse forhold er Peugeot 407 markant forskellig fra Citroën C5, som den ellers deler vognbund med. Citroën C5 er nemlig ikke specielt svingglad, men vil helst bare køre ligeud. Men komponenter som f.eks. forhjulsophæng og støddæmpere er Peugeots egne konstruktioner - derfor er de to biler vidt forskellige at køre. I bytrafik er Peugeot 407 derimod lidt af en håndfuld at tumle. Den drejer ikke just rundt på en tallerken, og det er også temmelig svært at se, hvor både for- og bagvogn ender. Overbevisende diesel Ved præsentationen var der udelukkende lejlighed til at køre i biler med de største motorer: på benzinfronten 2,2 liter og 3,0 liter V6 samt en toliters diesel. Af disse tre vil vi absolut foretrække dieselmodellen med 136 seje og stærke hestekræfter. Den er lydsvag og udramatisk og i øvrigt også miljøvenlig, da den udelukkende fås med partikelfilter - det samme gælder den lille dieselmotor på 1,6 liter og 110 hk. Disse motorer er i øvrigt de samme, som også bruges af Citroën, Ford, Volvo og Mazda. De fleste danske 407-kunder ventes at gå efter benzinmotoren på 1,8 liter. Det er let at finde sig tilpas i kabinen - i hvert fald på forsæderne. De er store og faste i polstringen, men det er noget irriterende at finde en justering af ryglænet, der går i faste hak. Udstyret i alle modeller omfatter i øvrigt klimaanlæg, cd-radio, ESP-system og syv airbags. Den syvende sidder under rattet og skal beskytte førerens knæ - en detalje, som Toyota Avensis var først med i Europa. Til september udvides 407-programmet med en stationcar med tilnavnet SW. Ligesom lillesøster 307 SW har 407 SW et glastag i næsten hele kabinens længde, som ikke kan åbnes, men som kan give en flot udsigt opad - men som også stjæler en del af hovedhøjden på bagsædet. Der er premiere på Peugeot 407 i Danmark 5. juni. Billigste model vil koste 283.000 kroner, og det er cirka 40.000 kroner over prisen på en 406, som der i øvrigt er omkring 400 af tilbage i Danmark. Dermed er den nye 407 også dyrere end f.eks. Citroën C5, Mazda 6 og Ford Mondeo, men billigere end Opel Vectra og VW Passat.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























