En gang imellem støder man ind i en lille overraskelse. Daewoos femdørs familiebil Lacetti er en af slagsen. For hvordan regner man egentlig med, at en koreansk mellemklassebil til en forholdsvis lav pris kører? Min forhåndsforventning rakte til endnu et nummer i rækken af ordinære, hverdagsagtige koreanske køretøjer til en billig penge. Og der er også rigtig meget hverdag og snusfornuft over Daewoo Lacetti i den testede udgave med 1,4-liters benzinmotor til små 168.000 kroner. Men det lader vi lige stå lidt. Næh, det virkelig overraskende er, at Lacetti også leverer en god portion køresjov. Først og fremmest fordi styretøjet på udmærket vis indbyder til at tage landevejens kurver og runde byens hjørner på sportslig og frisk facon - uden at situationen kalder på dramatik. Og så udfører den lille, men veloplagte benzinmotor med pæne 93 hestekræfter et glimrende job. Den accelerer bilen i o.k. tempo, speederresponsen er god, og så er den meget glad for høje omdrejninger. Det fine antrit hænger givetvis sammen med en lav gearing, og det har så den ulempe, at der er forholdsvis meget motorstøj forbundet med acceleration. Og man skal naturligvis igennem lidt flere gearskift. Lidt for tørstig På økonomisiden betyder de store kraftanstrengelser også, at benzinøkonomien i Daewoo Lacetti ikke helt matcher biler med samme motorstørrelse. 14,1 km på 1 liter benzin er ikke meget for en 1,4-liters motor - de fleste konkurrenter snupper én til halvanden kilometer mere. Snusfornuften ligger i, at koreaneren løser både opgaven med det daglige transportbehov til og fra arbejde og langtursferien med børn, men ikke alt for meget oppakning, udmærket. Kabinen er rummelig både for og bag, uden at man ligefrem dåner over pladsforholdene. Førerpladsen er nøgternt indrettet, og selv om rattet kun kan justeres i højden og ikke i længden, finder man nemt en komfortabel kørestilling, og affjedringen er også behagelig nok til de lange ture. Det er nemt at finde og bruge de fleste greb og kontakter, dog med undtagelse af ratbetjeningen af radioen. Umiddelbart skulle det jo være en fordel at kunne betjene radioen fra rattet, men enheden sidder for lavt på rattet - så man skal have meget lange fingre, for at det fungerer. Den eneste større indretningssvaghed er bagagerummet. Det rummer kun 275 liter, og en bil i den størrelse bør sluge mere end 300 liter. Pladsen kan dog udvides til respektable 1.045 liter, hvis begge bagsæder lægges ned. Mellemløsninger er også mulige, fordi bagsædet kan splittes op i to. Udstyr for pengene Testudgaven hed 1,4 SX, og det betyder, at man for de ekstra 10.000 kroner, den koster i forhold til basisudgaven 1,4 SE, får udstyr som aircondition, elbetjente sidespejle, elruder for og bag, højdejusterbart førersæde og den omtalte ratbetjening af radio. Det er en fornuftig opgradering. Men, men, men. Hvorfor er der kun kassetteafspiller og ikke cd-afspiller i den medfølgende radio? Vi lever trods alt i det 21. århundrede. Det er muligt at gå op i motorstørrelse - til 1,6 SX med 109 hestekræfter. Det koster cirka 177.000 kroner med levering. Den kan lidt mere og har overraskende nok ikke en dårligere brændstoføkonomi, og i bytrafik er den endda lidt mere sparsommelig end lillesøster. Endelig er der jo det med sikkerheden. Her halter Daewoo efter de nyeste standarder. Der er fire airbags, hvor det normale efterhånden er seks luftpuder, og det er heller ikke muligt at betale sig fra ekstra passiv sikkerhed. Det samme gælder det elektroniske stabilitetsprogram, ESP, der er med til - inden for naturlovenes ramme - at forhindre, at kritiske situationer opstår, hvis man f.eks. er blevet for kåd i vejkurven. ESP findes ikke på ekstraudstyrslisten.