Navnet er det samme - Toledo. Men derudover er der ikke ret mange lighedstegn mellem den gamle og den nye udgave af den spanske mellemklassebil Seat Toledo. Seats nye fortolkning af det klassiske sedan-design er så radikalt anderledes, at det med garanti nok skal chokere trofaste Toledo-kunder, som går efter de klassiske og konservative linjer i den gamle model. Men de gamle linjer er der altså ikke plads til i den nye Seat. For spanierne hylder revolutionen og giver ikke ret meget for den stille evolution i design, der præger de allerstørste bilmærker. Næh, Seat har ikke noget imod at fornærme gamle kunder. Ja, faktisk vil de helst have helt nye kunder til Seat Toledo - færre af dem med blød hat og langt flere unge familier med børn. Det er drivkraften i den voldsomme satsning på det sportslige og udfordrende design. Konkret betyder det, at Seat Toledo i design, indretning og funktion bygger videre på den linje, der allerede er lagt med den sportslige Seat Altea. Ja, faktisk ligner den nye Toledo Seat Altea så meget, at man skal hen til bagenden for at se forskel på de to. Men så er den også til at få øje på. Toledoens store og meget markante bagklap er helt bevidst designet, så profilen minder om en afkortet sedan - det er samtidig en udfordring for øjet. Diesel med køreglæde Indeni er der ikke så meget diskussion. Toledoen (og Altea) er bygget på en VW Golf-platform, og det borger for fine pladsforhold. Føreren sidder godt i de velformede sæder, og på bagsædet har selv høje voksne fint plads til både knæ, skuldre og hoved. Toledoen er blevet forlænget bagtil sammenlignet med Altea, og det giver plads til et ganske stort bagagerum. Der er som minimum plads til 500 liter - det ligger i den bedre ende i klassen, og lægger man bagsædet ned, kan bagagepladsen udvides til 1.440 liter. Motorpaletten på det danske marked bliver det samme som i Seat Altea. Den mindste model er en 1,6 liter benzinmotor med 102 hk, og topmodellen bliver udstyret med en 2,0 liter TDI dieselmotor med 140 hk. Mellem de to findes en 1,9 liter TDI diesel med 105 hk og en 2,0 liter FSI benzinudgave med 150 hk. Det første køreindtryk efterlader uden tvivl den store dieseludgave som den med mest saft, kraft og køreglæde. Den store 2,0 liter benzinmotor kan selvfølgelig også en hel del, men det kræver en anstrengende kørestil med ret høje omdrejninger for at få den til at rykke. De 'små' udgaver med 1,6 liter benzinmotor og 1,9 liter dieselmotor har som standard fem manuelle gear, mens de to store motorudgaver har seks gear. Automatgear (Tiptronic) og VW-koncernens særlige DSG-automatgear er også en mulighed i de to store motorvarianter. Sikkerhedsoprustning Ellers bemærker den nye Seat Toledo sig med en kraftig oprustning i sikkerhedsudstyr og på det elektroniske udstyr. Herhjemme vil Seat Toledo i standardudgaven således indeholde den fulde sikkerhedspakke, hvilket først og fremmest vil sige seks airbags og det elektroniske stabilitetsprogram, ESP - et system, der kan være med til at forebygge udskridninger. Og så er Seat et langt stykke af vejen gået med på den amerikanskinspirerede filosofi om at forebygge snart sagt enhver sikkerhedstrussel. For eksempel låser dørene helt automatisk, så snart bilen bevæger sig med mere end fem kilometer i timen, og dørene låser ikke op igen, før man neutraliserer systemet. Det gør man enten ved at trykke på en 'låse op-knap' eller hive to gange i håndtaget. Det skulle blandt andet mindske risikoen for at blive frarøvet sine penge, når man holder stille. Eller tænk, hvis man ved en fejl åbner døren under kørslen og falder ud? Det stunt er blevet sværere i Seat Toledo, og måske er det også blevet for svært at komme ud af bilen. Jeg kan sagtens se det som et dagligt irritationsmoment at skulle hive to gange i dørhåndtaget. Seat Toledo kommer til Danmark i marts 2005. Priserne kender den danske importør ikke endnu, men at den bliver dyrere end Seat Altea, ligger fast. Her begynder priserne ved 239.278 kr. for en 1,6 benzinudgave, mens topmodellen med 2,0 liter dieselmotor koster 344.277 kr.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























