En talentfuld rejsemaskine

Lyt til artiklen

Italienerne kan noget med design. Med Aprilias rejsemaskine for voksne kørere, Caponord, er det endda lykkedes at mikse et rigtigt lækkert udseende med en livlig motor og en god daglig brugsværdi. Men pas på, for maskinen er også lusket. Den har en tendens til at køre for hurtigt. Uden at man opdager det. Jeg fandt ud af det, da jeg med passager på bagsædet skulle tage en etape på motorvej. Det hele gled så gelinde, at jeg gentagne gange røg pænt over det tilladte. Kun speedometeret afslørede farten. Den kan det sjove på de små veje, men den lokker med evnen til at køre langt og hurtigt. Måske er det netop Caponords største kvalitet, at fører og passager på alle måder sidder godt og rejser godt - også på den store tur - samtidig med at motorcyklen både i udseende og ydelse spiller op til legebarnet i os. Den gjorde det i hvert fald til mit. Derfor står den også fint i sammenligning med konkurrenterne blandt rejseenduroerne. En type maskiner, hvor fabrikkerne satser hårdt for at nå de stadigt flere kunder, der kræver både alsidighed og sjov. Til en rimelig pris. Den langsliggende V2-motor på 998 ccm og 98 heste, der er droslet lidt ned fra Aprilias sportslige Mille, har en hård og potent tone allerede i tomgang. Og den holder løfterne under kørslen, hvor den trækker markant, med et godt moment fra rødt lys og stadig med overskud til overhalinger på motorvejen. Og lyden? Sådan skal en V2'er bare pludre løs. Affjedringen er fast, men ikke superhård. Spændingen bagude kan justeres med et drejehåndtag, og med den drejet næsten i bund passede den fint til min solide pondus, en passager og lidt bagage. Behagelig, når det gik ligeud, men også med kontakt til hjulene, når vi snoede os på de mindre veje. De smarte - og måske lidt upraktiske - hjul med eger er fra fabrikken forsynet med grove dæk, der magter den samme alsidighed. På grus holdt de kursen længst muligt og fik hurtigt bid igen, når vi skred over grænsen, og på landevejen stod de usædvanlig godt fast, også når fodhvilerne var i nærheden af asfalten. Under en meget voldsom tordenbyge med tykt vand på vejbanen bevarede dækkene også kontakten med asfalten. Bremserne tog fint fat, næsten brutalt et par gange ved rødt lys, men ellers lette nok at dosere. Alt i alt var der hele tiden noget sikkert og trygt over Caponords opførsel, selv når det gik stærkt. Men aldrig noget kedeligt. Jeg ligner med 191 cm i højden ikke en italiensk gennemsnitsmodel, men førerpladsen passede fint. Benene kunne lige smyges ind under benzintankens buler, og med det høje sæde og det lidt brede styr var der både overblik og magt over tingene. Vindspejlet dækker normalt også o.k., men ved god fart undgik jeg ikke en frisk vind omkring hjelmen. Instrumenterne er overskuelige, med et overskud af oplysninger og med frækt blåt lys. Det er spøjst, og vældig italiensk, at det er nemmere at nå knapperne til tudehornet og til blinken med det lange lys end den til at vise af. Skal jeg lige nævne et par lidt skæve ting, så lykkedes det mig aldrig rigtigt at få indstillet sidespejlene. De er smarte, men jeg havde nu bedre tjek på mine overarme end på køretøjerne bagved. Og fraværet af et centralt støtteben gør det for besværligt at smøre kæden. Så det støtteben ville jeg i hvert fald købe som ekstra udstyr. Men alt i alt en masse charme og allround brugsværdi. Min 15-årige datter, der efterhånden er en rutineret bagsædepassager, gjorde rent bord efter vores uge med Caponord: »Køb den. Den har stil, og jeg har faktisk ikke siddet bedre bag på nogen anden motorcykel. Ikke engang på BMW K 1200 LT. Denne her kan vi godt tage nogle lange ture på«. Hun har ret, Caponord er en fristende mulighed. Lige nu i særlig grad, fordi prisen faktisk er til at komme i nærheden af. Nyprisen for 2004-modellen på gaden er 191.718 kroner. Men importøren af Aprilia i Danmark, TMP, har fremskaffet en gruppe 'fabriksnye' 2002-modeller. Det var en af dem, jeg kørte på, og de er til salg for 161.718 kroner. Det er samme prisleje som Yamaha TDM 900 og kun 10.000 kroner mere end eksempelvis Suzuki DL 1000 V-Strom.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her