Japanske Honda vil gerne have, at deres vingesymbol står for en fornuftig og god kvalitet. Og den opgave ser ud til at være lykkedes med fabrikkens CBF 600 SA. I denne klasse, der rykker langt mest i Europa, har de med denne model lagt sig lige midt i feltet med en lidt neddæmpet motor, men med ABS-sikkerhed, holdbarhed og stor anvendelighed i hverdagen. Udseendet er pænt uden at være prangende. Derfor er mødet med CBF 600 nok ikke kærlighed ved første blik, et køb lægger snarere op til et fornuftsægteskab. Og det behøver ikke at være ringe. Ikke i dette tilfælde i hvert fald. Forholdet starter med, at man sætter sig til rette. Godt til rette, for på Hondaen kan de fleste kørere, uanset størrelse, finde en god kørestilling. Sædet kan køres 1,5 cm op og ned, og både sæde og styr kan flyttes en cm frem og tilbage, mens kåbeglasset kan snuppe fem cm. Alt i alt sad jeg med mine 191 cm rigtig godt og afslappet i en helt opret stilling, der uden problemer kan holdes i timevis. Hvis det nu skulle friste. Motoren er med sine 77 hestekræfter langt fra hidsig, nogle konkurrenter i prisklassen præsterer en snes hk mere. Men hvis trangen ikke står til banekørsel, så er der de kræfter, man har brug for. Og de kommer vel at mærke der, hvor de i al almindelig kørsel gør mest gavn, så der er et helt flot træk nede fra 3.000-4.000 omdrejninger og op til en 7.000-8.000. Affjedringen er måske lidt hård. Måske endda lidt for hård. Det kan give lidt ekstra dans i kurverne og på ujævn vej. Fjederforspændingen bagtil kan dog reguleres, og der er en rigtig god grund til, at støddæmpningen på forgaffelen skal være noget massiv. Det er Hondaens ABS-bremser, der er standard, helt usædvanligt for en motorcykel i denne mellemklasse. Hvis ikke afdæmpningen var hård, ville forpartiet jo hoppe op og ned når ABS'en går i gang. Lad det være sagt helt klart, de bremser er fortrinlige. De to skiver på forhjulet klarer det meste, og ABS'en slår ikke til i tide og utide. Så selv om jeg var ret brutal fra starten, var der ikke bud efter ABS'en. Jeg nåede lige at spekulere på, om den overhovedet virkede, da jeg skulle bremse akut henover en af byens mange blå og regnglatte cykeloverkørsler. Her sørgede systemet for, at forhjulet ikke blokerede, men rullede videre og holdt kursen, og det var faktisk ikke dårligt klaret. Senere prøvede jeg den af i en række forskellige situationer, også på grusveje, hvor ABS'en på både for- og baghjul hver gang bragte os sikkert til stop. Idiotfejl kan den naturligvis ikke rette op på, men nok en katastrofeopbremsning. Den giver lige den ekstra sikkerhed, som kan være guld værd på en motorcykel. Fornuftigt. Derfor kommer Honda også næste år med ABS-bremser som standard på modellerne CB 500, VFR 800, FT 1300 og naturligvis på slagskibet Gold Wing. En lille smart detalje på motorcyklen er støtter til førerens hæle. De er faktisk behagelige på lidt længere ture. Men der er også et par skønhedsfejl midt i al fornuften. Værst af dem var spejlene, faktisk fandt jeg aldrig ud af at se andet end mine albuer i dem, og hvis jeg skulle købe denne motorcykel ville det være et must at få to forlængerarme til spejlene med i købet. Blandt instrumenterne manglede jeg også benzinmåleren, der gør lidt planlægning mulig, og det var næsten som at blive teenager på min ungdoms knallert igen at lede efter chokeren nede på venstre side af motoren. Honda altså, det er vi da vokset fra. Men vurderet som et hele, så er der her en fornuftig motorcykel, som vil dække de flestes behov. Omkring 120.000 kr. i udsalg er måske lidt meget, sammenlignet med billigere eller stærkere konkurrenter, men min tro er, at i hverdagens samliv vil dens gode gemyt og forudsigelige opførsel gøre den til en fornuftig og stabil fælle for mange motorcyklister, både mænd og kvinder.