Billig parkering med indbygget gåtur

Bilerne holder under åben himmel på den nye p-plads, men det er billigt at holde her. Foto: Martin Lehmann
Bilerne holder under åben himmel på den nye p-plads, men det er billigt at holde her. Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Parker til halv pris. Det er tilbuddet fra en ny parkeringsplads, der i al stilfærdighed er taget i brug ved Københavns Lufthavn i Kastrup. I første omgang har den været et tilbud til kunder hos Sterling og Easyjet, men pladsen kan bruges af alle kunder i lufthavnen. De skal dog være indstillet på en spadseretur, da den nye p-plads, der drives af firmaet Parkzone, ligger uden for det egentlige lufthavnsområde, men det skulle ikke tage mere end 10-15 minutter at gå hen til terminalerne. Til gengæld er det billigt at holde her. Alt efter om man handler direkte med firmaet selv, eller om det foregår gennem for eksempel Sterling, koster det 40 eller 50 kroner at holde der en dag. Billigste takst på de 'rigtige' p-pladser i lufthavnen er 80 kroner om dagen. Parkzone tager 280 kroner for en uge og 455 kroner for 15 dage. I perioden fra november til maj er lufthavnens egen ferieparkering, der ligger ved Indenrigsgården, kun en anelse dyrere, men koster 100-200 kroner mere i feriesæsonen. Så er der også gratis busforbindelse til afgangshallerne med i prisen. I øjeblikket er det nødvendigt at bestille og betale parkering hos Parkzone på forhånd, men på et tidspunkt skulle der blive opstillet en betalingsautomat, som kan bruges af spontane kunder, på stedet. Ved betaling får man et stykke papir, som skal placeres i bilens forrude og som viser, hvor længe bilen må holde der. Det kan desværre også ses som en service til biltyve, der hermed får at vide, hvor mange dage - eller nætter - de har til at bryde ind i en særligt attraktiv bil. Gratister gør klogt i at holde sig væk, da de risikerer at blive fanget af selskabets p-vagter, som så vil efterlade en hilsen i form af et girokort på 510 kroner. Skulle man have bestilt et parkeringsophold, som man alligevel kommer til at fortryde, får man ikke alle pengene igen. Parkzone beholder et gebyr på 50 kroner. Uden bom Der er ingen bom ved indkørslen, men ellers er hele pladsen hegnet ind. Endnu er der ingen form for videoovervågning. »Men begge dele kan komme, hvis vi får så mange kunder, at det kan bære det«, siger Torben Holritz Juhl fra Parkzone. På samme liste har han opført 'Shuttlebus til og fra lufthavnen' - men igen kræver det flere kunder end de cirka 25 biler, der holdt på pladsen sidste weekend. Med kort varsel kan pladsen udvides til 500 biler. På lidt længere sigt kan der blive plads til 1.500 biler. Inde i selve lufthavnen bliver parkeringsforholdene forbedret til efteråret, når et nyt p-hus i syv etager bliver taget i brug. Det vil få 1.100 pladser, og taksten bliver 150 kroner om dagen - dog noget billigere per dag ved lidt længere ophold. Til den tid vil lufthavnen råde over i alt 8.600 parkeringspladser. allan.graubaek@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her