Her kan der sidde tre foran

Honda FR-V er en usædvanlig storfamiliebil. Den har to sæderækker med tre pladser hver. Foto: Honda
Honda FR-V er en usædvanlig storfamiliebil. Den har to sæderækker med tre pladser hver. Foto: Honda
Lyt til artiklen

Kig til højre fra din plads på førerpladsen i den nye Honda FR-V, og du vil blive mødt af et ret usædvanligt syn: Der kan nemlig sidde ikke bare én, men to granvoksne personer ved siden af dig. Dermed er Honda FR-V med i den sjældne gruppe af biler med tre pladser foran og tre pladser bagi. »Skulle det være noget særligt?«, vil de sikkert spørge hos Fiat og henvise til deres egen Multipla. Den har nemlig også 2 x 3 siddepladser. Men Honda FR-V har en afgørende fordel: Midtersædet foran kan nemlig skubbes næsten en halv meter tilbage, og dermed kan en voksen også sidde der uden at slå knæene op i instrumentpanelet. I en Fiat Multipla er der stort set ingen benplads på midtersædet. Tilsvarende kan det midterste bagsæde også skubbes bagud - ellers ville benpladsen også forsvinde helt. Klage fra midterplads Vi har prøvet en kort tur med tre voksne mandspersoner på forsæderne, og det gik faktisk udmærket. »Vi skal dog nok ikke køre helt til Italien på denne måde«, lød det let klagende fra midtermanden efter omkring 10 kilometers kørsel. Men bilen er nok heller ikke i ramme alvor tiltænkt seks fuldvoksne personer. Et antal halvstore børn vil derimod med fordel kunne strøs ud over de fem passagersæder. Honda tager sig godt betalt for denne høje grad af anvendelighed. Prisen for en FR-V med en 2,0 liters benzinmotor med 150 hk bliver 377.000 kroner. Til sammenligning koster Fiat Multipla (motor: 1,6 liter/103 hk) kun 263.000 kr. Dog er Honda FR-V så også udstyret med masser af gode sager: Fartpilot, el-soltag, klimaanlæg, 16 tommers alufælge, ESP-system (her kaldet VSA), ligesom metallak er med i prisen. Honda i Danmark regner da også med, at det største salg vil falde på modellen på gule plader. Så har den stadig tre sæder foran, og prisen bliver lige omkring 200.000 kr. inkl. moms - dieselmodellen med en motor på 2,0 liter og 140 hk koster 30.000 kr. ekstra. Der er ellers faldet meget ros til denne helt nye dieselmotor, som er Hondas første af slagsen, men den var nu ikke helt overbevisende, da vi prøvede Honda FR-V i Midtjylland i sidste uge. Der er en ret højlydt dieselklapren, og støjen forsvinder ikke, selv når motoren er blevet varm. Men den har en overbevisende trækkraft, som er særlig brugbar, når bilen kører med fuldt læs. Benzinmotoren er også ganske veloplagt, og som altid hos Honda har den ikke noget imod at blive sparket godt op i omdrejninger. Gearstangen sidder helt perfekt, faktisk lige som i en racerbil: Højt i midterkonsollen og rykket en smule mod venstre, så den kommer så tæt på føreren som muligt. Præcist styretøj På snoede veje viser Honda FR-V gode takter. Den har kun minimal krængning, og styretøjet er helt præcist og lækkert at arbejde med. Vi prøvede dog også gulpladeversionen med 400 kg ballast omme bagi, og det fjerner en del af skarpheden. Den duver mærkbart mere og kræver nok en del mere af sin fører i en brat undvigemanøvre. På gule plader har den i øvrigt ikke noget kæmpestort lastrum. Det skyldes, at den faste adskillelse med førerrum og lastrum er sat meget langt tilbage - for at give plads til, at det midterste forsæde skal kunne skubbes tilbage. Også på andre punkter er der taget hensyn til, at der kan sidde 3 personer foran. Således er der 3 solskærme og nok så vigtigt på en langtur: 3 kopholdere til hver af de forreste passagerer Honda FR-V er klar til salg i løbet af januar-februar. allan.graubaek@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her