En slider i pænt tøj

SsangYong Kyron. Foto: Michael Grabowski
SsangYong Kyron. Foto: Michael Grabowski
Lyt til artiklen

Stands folk på gaden og spørg dem, hvad SsangYong er for noget, og vi gætter på, at ikke alle vil kunne svare: »SsangYong er et koreansk bilmærke, der har luksusstatus på hjemmemarkedet, og som indtil videre kun har firehjulstrækkere på programmet«. Der er dog muligvis 767 personer, der ville kunne svare på det. Så mange købte nemlig sidste år den hidtil eneste model, Rexton. Nu får den følgeskab af en lillesøster ved navn Kyron, som udtales 'kairon', altså på engelsk. Den 'lille' Kyron måler dog trods alt 4,66 meter og er dermed kun 6 centimeter kortere end Rexton. Den nye Kyron er tænkt som en ganske seriøs firehjulstrækker, der er bygget op over en stiv chassisramme. Det har både fordele og ulemper. En fordel er, at bilen dermed er i stand til at trække en trailer på op til 2.300 kg, men ulempen er, at bilen bliver en nærmest ubøjelig rambuk, hvis den kolliderer med andre køretøjer. En farlig ulempe, den deler med storesøster Rexton og andre tunge firehjulstrækkere. På glatte veje Men vi kaster os ufortrødent ud i en prøvetur. Den foregik i mandags i Skåne, hvor alle veje var dækket af et fastkørt snelag. Bilen stod nu alligevel godt fast på de glatte veje. Det skyldes dels, at den kørte på fine vinterdæk, men også, at vi kørte i topmodellen. Den har nemlig firehjulstræk. Det burde naturligvis være en selvfølge i en bil, der betegnes som 'firehjulstrækker', men i billigste version trækker Kyron udelukkende på baghjulene. Den version prøvede vi ikke, men her vil man være i overhængende fare for at skøjte rundt på de vinterglatte veje. Firehjulstrækket er endda af en forholdsvis primitiv type, hvor man ikke må køre med træk på alle fire hjul på tør asfalt. Med en knap kan man koble firehjulstrækket til og fra under kørslen, men mere avancerede konstruktioner sørger for at gøre det selv. Til seriøs terrænkørsel er der reduktionsgear og den særlige Hill Descent Control - oprindeligt en Land Rover-opfindelse - som sørger for at holde en fart på højst 7 km/t ved et fald på 10 procent og derover. Vel at mærke uden at føreren behøver at røre bremsen. Den billigste grundmodel med tilnavnet Curious ('Nysgerrig') har en mærkbar skavank: Den har ikke ESP-system, som kan forhindre udskridninger. Det bør være en selvfølge i denne type firehjulstrækker, der ikke er født med verdens bedste køreegenskaber. De to lidt dyrere versioner, Freedom og Spirit, har begge ESP som standard. Behagelig at køre På grund af snevejret kom vi mildest talt ikke helt ind under huden af bilen, men kunne dog nok fornemme, at den kører behageligt og ganske forudsigeligt. I hvert fald føler man sig hurtigt tilpas bag rattet. Her spotter man hurtigt et vist luksuspræg med gode sæder og fint forarbejdede betjeningsgreb. Udstyr er der heller ingen mangel på: aircondition, cd-radio, fartpilot etc. Kyron-køberen behøver ikke fundere meget over valg af motor og gearkasse. Der findes nemlig kun én mulighed: en diesel på 2,0 liter og 141 hk, parret med 5-trins automatgear. 85 procent af dem, der har købt den større SsangYong Rexton, har taget den med automatgear, og da den manuelle gearkasse til Kyron ifølge de danske SsangYong-folk ikke er specielt imponerende - ja, så var valget let. Og selv om man tigger sin forhandler om en Kyron med manuelt gear, er der ikke noget at gøre. Gunstige priser Prismæssigt ligger SsangYong ganske gunstigt i forhold til konkurrenterne, som tæller bl.a. Kia Sorento, Honda CRV og Nissan X-Trail. På gule plader starter prisen ved 180.000 kr. for Curious-modellen, som altså kun har baghjulstræk til denne pris. Firehjulstræk koster her 12.000 kr. ekstra, og der skal lægges 35.000 kr. i moms oveni, hvis bilen skal bruges til privat kørsel. På hvide plader fås Kyron fra 386.000 kr., og på grund af de højere afgifter skal man så bløde 33.000 kr. for at få firehjulstrækket med. Og det er man næsten nødt til, hvis man vil undgå dumme spørgsmål: »Nå, havde du ikke råd til at få firehjulstræk på din firehjulstrækker?«. allan.graubaek@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her