Det koster at blive voksen

Den nye Toyota Yaris er 11 centimeter længere end forgængeren. Foto: Martin Lehmann
Den nye Toyota Yaris er 11 centimeter længere end forgængeren. Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Folk med bare mellemgod hukommelse kan godt huske, da en Toyota Yaris kostede omkring 140.000 kroner. De vil derfor nok få lidt af et chok, når de ser prisen på ugens testbil, den nye Toyota Yaris 1,3 Sol med fem døre: 243.000 kroner. Godt nok er den nye Yaris blevet et nummer større og dermed mere voksen, men ikke så meget, at det retfærdiggør et så voldsomt prishop. Men læg også mærke til betegnelsen 'Sol', som betyder, at det er topmodellen med en del ekstra udstyr. Det kunne vi sagtens undvære og i stedet kigge på en 1,3 Terra til 194.000 kroner. Stadig en pæn slat penge, men mere fornuftigt i forhold til de udvalgte konkurrenter. Den gamle Yaris havde forbløffende god plads i kabinen, bl.a. takket være et bagsæde, der kunne skydes lidt frem eller tilbage. Derved kunne man vælge mellem god benplads eller god plads til bagage. Den finesse er bevaret i den nye Yaris, hvor der dog ikke er voldsomt meget mere plads end i den gamle. Masser af smårum Et andet særpræg har også overlevet modelskiftet: De digitale instrumenter, der sidder i midten. Måske ikke alles smag, men de er trods alt lette at aflæse og man vænner sig hurtigt til den lidt usædvanlige placering. Ligesom før er der en stor mængde småtingsrum rundt om i kabinen. Den slags sætter man pris på i hverdagen. Kørestillingen er helt fortrinlig, men det er også kun i de to højeste udstyrsniveauer, Luna og Sol, at rattet kan justeres i både højde og længde. I basismodellen kan det kun skubbes op og ned - et urimeligt sted at spare. Sæderne giver en behagelig støtte, men den største bidragyder til bilens meget høje komfort er affjedringen. Den har japanerne ramt lige i øjet. Den er blød nok til at opsuge de værste huller i asfalten, og den er alligevel så tilpas fast, at bilen holdes i god balance i hurtige sving. Ofte er biler i denne klasse knaldhårdt affjedret - konkurrenter kan med fordel kopiere Yaris-affjedringen. Villig motor Vi har ikke i denne omgang prøvet mindste motor i Yaris-programmet, som er på 1,0 liter. Den er vist lige i underkanten, og i hvert fald var testbilens motor på 1,3 liter og 87 hk et yderst behageligt bekendtskab. Den trækker villigt fra lave omdrejninger, men protesterer heller ikke, når den bliver pint lidt ud i gearene. Ved motorvejsfart er den behageligt afdæmpet, og vi opnåede lidt over 15 km/l ved blandet kørsel. Sikkerheden er på højt niveau i den nye Yaris. Fem stjerner hos Euro NCAP, syv airbags og ESP-system. Der findes ganske vist også en model i prislisten, som hedder Natura, som har færre airbags og som derfor ikke kan gøre sig fortjent til de fem stjerner. Men så vidt vi er orienteret, så er denne model ikke lagervare og bliver derfor nærmest ikke solgt. Vi vil heller ikke anbefale den. Ellers er den nye Yaris en dejlig bil, der da også har fundet sig en fast plads på Top 20-listen over de mest solgte biler herhjemme. Men lige denne Sol-version ville vi ikke give mange overvejelser, men i stedet kigge på udgaverne med lidt mindre udstyr, som så koster lige omkring 200.000 kroner. Så passer bil og pris lidt bedre sammen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her