Controlleren er det joystick, hvormed man styrer alle spillene på PlayStation 3. Forskellen mellem den nye version, Sixaxis, og forrige version lavet til PlayStation 2 er ved første øjekast minimal. Mens man overraskes positivt over den nye controllers fjerlette vægt, dens forbedrede knapper, hurtige opladning og trådløse natur, så er manglen på vibration smertende og spolerer meget af ens indlevelse i spillene – særligt actionspil, hvor controlleren før rystede i hænderne, når man affyrede automatriflen. Andet problem er, når controllerens interne batteri udånder. For så er det ud at lægge 440 kroner igen.
Den største nyhed ved Sixaxis er en central knap, der f.eks. tænder og slukker for konsollen, samt en indbygget bevægelsessensor, hvilket gør, at den kan fornemme, hvordan du holder den. Dermed kan du styre f.eks. et fly rundt alene ved at vippe controlleren fra side til side. Sød tanke, men problemet er blot, at bevægelserne ikke føles spor naturlige. Derudover udnytter første bølge af PlayStation 3-spil kun featuren som en ren gimmick. Ikke at Sixaxis er ringe, for dens knapper, joysticks og ergonomi har bevist sit værd i årevis, lige siden den første PlayStation kom ud. Men den er et klart udtryk for, at Sony tænker ærkekonservativt og ikke tør forsøge at ramme nye målgrupper.



























