Bygningers opgave er at yde beskyttelse og lave et behageligt klima.
Men med vore dages teknologi behøver vi strengt taget ikke vægge til den slags. Med en stor, svævende ansamling af luftrensere, anion-generatorer, super ultralyds-luftfugtere, ozonchokbehandlere, kulfiltre, antibakterielle ionisatorer og tilsvarende aggregater har den taiwanske kunstner An Te Liu skabt et rum af formodentlig meget ren luft. Franske Philippe Rahm Architects har samme ide med en arkitektur, der blot er en kontrolleret luftstrøm:
De har lavet en lille ’golfstrøm’ mellem en kold og en varm plade. Dertil føjer de så kulinariske oplevelser, musik og nøgne mennesker og hævder, at det hele er arkitektur, et mellemværende mellem meteorologiske og fysiologiske funktioner.




























