Nu kan TomToms topmodel, Go 930, føre sig frem med avanceret visning af udfletninger på motorveje, hvor man får en næsten fotografisk gengivelse af skilte og vejbaner.
Det er nu ikke noget, TomTom selv har fundet på. Navigon var først med denne finesse blandt de bærbare GPS’er. 930’eren her har kort over Europa, USA og Canada, og vi har haft apparatet med på en 6.000 km lang ferietur i USA i sommer.
Og lad os sige det med det samme: Det var godt nok ikke ret mange af de antrufne motorvejsudfletninger på USA-turen, der blev vist på den avancerede måde. Måske højst 20 procent. Det er nu også lidt lige meget. Den traditionelle visning er helt o.k.



























