Inden for de seneste måneder har flere spiludviklere tilsyneladende genopdaget gruppen af piger og har sendt en ordentlig stribe spil direkte målrettet de små piger og dem, der endnu ikke har nået teenageårene, på markedet.
Og her kan pigerne for alvor udleve drømmene som både mor, rytter, kok og dyrepasser.
For forældre er første skridt som regel at sluge en pukkelfuld af stereotyper, når spillene som disse handler om omsorg eller dyrepleje, men ’pigespillene’ er i virkeligheden ikke mere stereotype end de typiske ’drengespil’ med deres ræs, vold og action.
Lige så seriøse som drenge
Det mener medieforsker og medlem af Medierådet for Børn og Unge, Anne Mette Thorhauge, der også har skrevet en ph.d.-afhandling om spil som kommunikationsform. For hende er det vigtigste at tage piger som målgruppe lige så seriøst som drenge:
»Den mest udbredte definition på et godt spil er faktisk meget maskulin, fordi den bunder i konkurrencen og i ideen om, at der skal være én vinder og én taber. Det ’bedste’ spil tolkes tit som den ideelt jævnbyrdige kappestrid«, forklarer hun.
»Traditionelt er drengelege holdt til grupper og er mere regelbaserede med drømmen om en entydig sejr som mål, så derfor harmonerer computerspil ofte med drenges idé om et godt samvær«, forklarer forskeren.
Særlige relationer
Ifølge Anne Mette Thorhauge leger piger ofte mere i triader eller udvikler mere eksklusive relationer, hvor legene handler om drømme om forvandling eller om skønhed frem for sejr. Derfor bliver kravene til deres spil anderledes, og jo tættere børnene kommer på teenagealderen, des større forskel bliver der i legekulturen hos kønnene.
»Et godt pigespil har oftest andre spændingsfelter end blot sejr eller nederlag, for eksempel sociale normer mod sociale tabuer eller skønhed mod grimhed. I min optik er et lyserødt hestespil lige så meget værd som et blodigt krigsspil, og begge spilkulturer bør behandles ligeværdigt, selv om de begge er stereotyper«, siger hun.
En forstærkning af stereotyper?
Den franske spiludvikler Ubi-Soft har i denne ånd udviklet en hel serie af spil kun til piger, kaldet Imagine, hvor man kan passe babyer, lave mad eller designe modetøj.




























