Vil du lære ’Jungle Speed’ på ti sekunder?
Så læs her: Alle spillere vender et kort. Hvis der er to eller flere, der er identiske, prøver de at snuppe den totempæl, der står på midten af bordet. Taberen får kortene – og den endelige vinder er den, der slipper af med alle sine kort. Mere kompliceret behøver det ikke at være, men alligevel formår reglerne til dette reaktionsbaserede kortspil at sprede sig over otte sider. Og stadig at virke som noget, der kunne være udtænkt under en tilfældig leg i skolegården. Ikke at ’Jungle Speed’ lider under det; det er pudsigt, hvor underholdende en gruppe børn eller voksne finder det at lege refleksbaserede lege.






























