Når sommeren kommer med sine varme vinde og bagende sol, er det et hit at sætte gang i vandsprederen, så børn – og andet godtfolk - kan køle kroppen gennem leg i vandstrålerne.
Men vandspredere er ikke kun et behageligt stykke sommerlegetøj, de er også et nødvendigt haveredskab, hvis blomsterbedet skal overleve eventuelle tørre perioder i løbet af sommeren.
»En plante består mestendels af vand. For, at den kan overleve og vokse, skal den have mulighed for at åbne sine spalteåbninger, indtage CO2, og ved hjælp af solenergi danne sukkerstof, som bruges til energi. Med andre ord: Der skal altså vand til at holde planten saftspændt«, forklarer Poul Petersen fra Overdam Planteskole i Hørsholm om, hvorfor man skal huske at vande.




























