Omkring 120 pizzaer ryger dagligt over disken hos Sølvstjernen Pizzeria i Holmbladsgade på Amager.
Flest om søndagen og endnu flere, hvis tv viser håndbold eller fodbold. Frank Mignard har drevet Sølvstjernen i 10 år og skåret tusindvis af pizzaer ud i seks eller otte stykker, alt efter om kunderne har bestilt almindelig eller familiestørrelse. Han er ikke i tvivl om, hvad der kendetegner en god pizzaskærer: »Knivhjulet skal være stort. En skærer med et lille hjul fejer bare fyld som f.eks. ananasstykker hen over pizzaen«, fastslår han, mens han og de to medarbejdere Fatima Maliane og Gianfranco Gallone gør klar til dagens rykind af sultne kunder.






























