Så kom foråret, både i kalenderen og virkeligheden. 15 grader og skjorteærmer 1. marts, så bliver man nødt til et eller andet derude. Jeg spredte gødning, for det gør jeg hvert tidligt forår. God, gammeldags kunstgødning, NPK, som bruges helt bestemte steder i haven. Roserne først og fremmest, men også de områder af græsplænen, der slides mest af trafik fra høns og mennesker. Begge dele får gødning tre gange i løbet af sæsonen, og det er helt fint at få det ud så tidligt, fordi det tager et stykke tid og en del regnvejr, før den er opløst og trukket ned i jorden til rødderne. Den er klar om en måneds tid, når væksten for alvor går i gang og bliver til grønne blade.
LÆS BREVKASSESøren Ryge: Sådan får du liv i afblomstrede Amaryllisser I køkkenhaven venter jeg. Her skal møget fra hønsehusene ud og fræses ned, og her er jorden endnu for våd til den slags. I øvrigt bruges sådan en dag mest til ingenting, fordi man jo hele tiden falder i staver. Bierne var på udflugt, og hver eneste krokus og dorothealilje blev besøgt 100 gange. Det kan man kigge på længe. Stærene er i fuld gang med at fordele redekasserne, og det kræver lige så megen iagttagelse, fordi jeg aldrig bliver klog på, hvordan de gør.




























