Bogstavernes verdener årsag til både magi og dynger af velmenende brætspil til børnene. Dette danske børnespil Little Storm Activity er rettet mod alle gøre- og rørebørnene. Her gælder det nemlig om først at forme alle bogstaverne med den medfølgende klump modellervoks – der var af overraskende høj kvalitet – og derpå gætte dem. Spillet er hovedsagelig ment som en pædagogisk håndsrækning, hvor børnene enten spiller i hold eller individuelt. Mest udfordrende er holdspillet, hvor hold af to eller flere børn skal samarbejde: Mens det ene barn former bogstaver med modellervoksen, skal de andre f.eks. hoppe, stå på ét ben eller synge, indtil bogstavet er gættet. Selve udformningen af bogstaverne gik rent hjem hos børnehaveungerne, især dem, der er skoleklar til sommer. Om de små motoriske udfordringer hitter, afhænger meget af deres alder. Øvelserne er utvivlsomt glimrende, men kan opfattes mindre lystbetonede, end godt er. Flere testbørn blev generte over at være så meget ’på’ over for resten af gruppen. Ofte skippede børnene øvelserne og nøjedes med at forme bogstaverne. Her ville en større fleksibilitet og alternative fysiske øvelser klæde Little Storm Activity, så øvelserne blev mere på børnenes præmisser og mindre på de velmenende pædagogiske voksnes. Ellers er spillet slående billigt og en oplagt krea-syssel sammen med unger, der er parat til at tage deres første skridt udi bogstavernes forjættede verden.
Little Storm Activity – Krop og bogstaver






























