Thomas Vigild:
Med udtryksfuld retrografik, opfindsom selvironisk dialog og varierede gåder, der for alvor udnytter de multimediale funktioner indbygget i tablet’en, er ‘Sword & Sworcery’ en tidløs klassiker.
I rollen som den kvindelige kriger The Scytian skal man rense landet fra ondskab, men her stopper også de vanlige rammer, for alt er omgærdet af mystik og tvetydighed. F.eks. eksperimenterer spillet med sammenhængen mellem dit tryk på skærmen og den suveræne lydside, og månens faser påvirker også spillet direkte, da det aflæser dato og tid fra din tablet eller telefon. Samtidig er al tekst i spillet holdt i Twitterlignende korte beskeder, fordi disse netop kan tweetes ud af spillet, og sproget er nutidigt kækt og slangpræget, hvilket skaber en stærk kontrast til andre eventyrspil. Holder man af eventyrspil med kantet personlighed, poesi og tyngde, er ‘Sword & Sworcery’ en uforglemmelig spiloplevelse. swordandsworcery.com






























